Anbragte unges udsathed
I dette notat af SFI kan du få et kvantitativt overblik over graden af udsathed blandt danske tidligere anbragte unge.
Indhold
Dette notat tager fat i de områder, hvor tidligere anbragte unge er mere udsatte end andre danske unge. I notatet er de tidligere anbragte unge delt op i forhold til, hvilken form for anbringelse, de har været udsat for. Derfor kan du inden for hvert tema se, hvordan de unge fordeler sig i forhold til anbringelsesform.
I notatet indgår temaerne selvskade, selvmordsforsøg, voldtægt og voldtægtsforsøg og trusler med våben.
Konklusion
Notatet konkluderer, at tidligere anbragte unge lever et mere udsat liv end andre unge. Dette gælder konkrete alvorlige hændelser, såsom selvskade (34 %), selvmordsforsøg (28 %), voldtægt/voldtægtsforsøg (34 % af pigerne) og trusler med våben (27 %).
En anden konklusion i notatet er, at de unge, der har været anbragt i familiepleje, er mindre udsatte end resten af undersøgelsespopulationen. Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at familiepleje er en bedre anbringelsesform, men kan være udtryk for, at der er stor forskel på børnene på de forskellige anbringelsessteder.
Notatet anbefaler, at det overvejes, om der kan være tiltag, der kan være med til at reducere udsatheden blandt de tidligere udsatte børn og unge.
Metode
Notatet er skrevet på baggrund af en forløbsundersøgelse af anbragte børn, der er født i 1995, foretaget af SFI. Resultaterne fra SFI’s forløbsundersøgelse sammenlignes i notatet med BFU-undersøgelsen, som er en repræsentativ undersøgelse af danske 18-årige.
Når en repræsentativ gruppe danske unge sammenlignes med gruppen af tidligere anbragte, må det ifølge SFI forventes, at gruppen af tidligere anbragte vil have flere psykiske og sociale problemer og endvidere være med udsatte.