Fokus på skolegang ved visitation til anbringelse uden for hjemmet

Denne undersøgelse handler om samarbejdet mellem sagsbehandlere og PPR-psykologer, og ser nærmere på samarbejdsrelationerne mellem de involverede parter under visitation til anbringelse med udgangspunkt i fire udvalgte kommuner.

Indhold

Denne undersøgelse ser på, hvilken rolle skolegang spiller i visitationen, når børn og unge anbringes uden for hjemmet samt i hvor høj grad og hvordan sagsbehandlere og psykologer fra PPR (Pædagogisk Psykologisk Råd) samarbejder i forløbet.

Rapporten indledes med en kort gennemgang af undersøgelsen og dens resultater. Herefter præsenteres undersøgelsens problemstilling, baggrunden for undersøgelsen samt undersøgelsens design. Dernæst præsenteres de fire kommuner.

Rapportens tre sidste kapitler er inddelt efter undersøgelsens temaer:

Den kommunale organiserings betydning for visitationen
Skoleforhold inden anbringelsen
Socialrådgivernes og PPR-psykologernes professionelle identitet

Rapporten afsluttes med en sammenfatning og samlet konklusion.

Konklusion

De fire udvalgte kommuner har forskellige anbringelsesprocedurer. Kommunernes proceduremodel ser ikke ud til at have nogen betydning for, i hvor høj grad sagsbehandlerne og PPR-psykologerne samarbejder, om de oplever samarbejdet som velfungerende eller hvilken betydning de vurderer, at det har for børnenes skolegang.
Det er sagsbehandleren, der, som myndighedsperson, finder anbringelsesstedet og i nogle tilfælde også skoletilbuddet. Det er også sagsbehandleren, der er torvholder for samarbejdet med PPR. Dermed spiller sagsbehandleren en vigtigt rolle i forhold til, hvornår PPR inddrages i visitationen.
Undersøgelsen viser, at sagsbehandleren først finder et anbringelsessted og derefter et skoletilbud. Hvis sagsbehandlerne finder det vanskeligt at finde et anbringelsestilbud, som matcher barnets behov, er de mere tilbøjelige til at slække på kravene til skoletilbuddet.
Når sagsbehandlerne skal udarbejde en handleplan i forbindelse med anbringelsen, inddrager de kun i begrænset omfang PPR-psykologerne.
Sagbehandlerne og PPR-psykologerne samarbejder ofte inden beslutningen om anbringelsen træffes.
Interviewpersonerne har blandede erfaringer med samarbejdet mellem sagsbehandlere og PPR-psykologer. Dette gælder særligt i forhold til de tværfaglige møder, hvor der er stor forskel på, hvor godt de fungerer.
Overordnet set peger analysen på, at de tværfaglige i deres nuværende form ikke bidrager til at skabe en større sammenhæng i sagsarbejdet.
En anden udfordring for samarbejdet kan være, hvis børnene eller de unge anbringes uden for kommunerne.
Sagsbehandlerne opfatter typisk sig selv som koordinator og myndighedsperson, mens PPR-psykologerne opfatter sig selv som en rådgiverrolle.
De professionelles samarbejde i de fire kommuner kan bedst betegnes som "flerfagligt samarbejde", hvilket betyder, at de forskellige professionelle arbejder på samme sag, men hvor arbejdet foregår parallelt. Det står i modsætning til idealet om "tværfgaligt samarbejde", hvor de professionelle arbejder på samme sag med en fælles målsætning og en klar ansvarsfordeling.

Metode

Denne undersøgelse er tilrettelagt som en kvalitativ undersøgelse og er baseret på i alt 25 interviews med sagsbehandlere, PPR-psykologer, ledere af de sociale forvaltninger, ledere fra PPR samt enkelte skolekonsulenter og familieplejekonsulenter.