Bedre børneinddragelse i tilsyn med anbragte børn – En evaluering af et projekt med nye tiltag til inddragelse af anbragte børn i alderen 5-12 år i det personrettede tilsyn
Rapporten er en evaluering af projektet ´Bedre børneinddragelse i tilsyn med anbragte børn´, hvor en lang række sagsbehandlere og plejeforældre har afprøvet nye tiltag med det formål at forbedre og styrke inddragelsen af anbragte børn i alderen 5-12 år i det personrettede tilsyn.
Indhold
Projektet blev igangsat i 2017 med det formål at styrke yngre anbragte børns forståelse af tilsynet, give dem bedre muligheder for at komme til orde i samtaler med myndigheder, samt mulighed for medindflydelse på beslutninger, der vedrører deres anbringelse og øvrige tilværelse. Projektet har haft fokus på at udvikle nye tiltag, som kan hjælpe sagsbehandlere, plejeforældre og medarbejdere på døgninstitutioner til at inddrage barnet både før, under og efter tilsynet. Denne rapport beskriver hvilke elementer fra tiltagene udviklet i projektet, der kan føre til en øget inddragelse af børn i alderen 5-12 år i det personrettede tilsyn.
Konklusion
I rapporten konkluderes det, at det kan lade sig gøre i højere grad at inddrage børn i alderen 5-12 år i det personrettede tilsyn, og at børneinddragelsen er blevet væsentligt forbedret i projektperioden. Plejeforældrene oplever, at flere børn har fået mulighed for at give udtryk for egne perspektiver, og at sagsbehandlerne i højere grad end før lytter til børnenes ønsker og meninger. Sagsbehandlerne oplever, at mange af projektets tiltag er meningsfulde og anvendelige i praksis. Det gælder især tiltaget med at sende personlige breve til børnene før tilsynet og ved sagsbehandlerskift, der gør børnene trygge, forbereder børnene på samtalen, og har betydet at flere børn gerne vil tale med sagsbehandleren. Både sagsbehandlere og plejeforældre vurderer, at både brevet samt de nye metoder til anvendelse under tilsynene har ført til bedre børnesamtaler, hvor børnene i højere grad giver udtryk for egne holdninger og ønsker. Interviews med anbragte børn understøtter denne konklusion.
Metode
Evalueringen er baseret på en kombination af kvantitative og kvalitative metoder. Der er dels udført en spørgeskemaundersøgelse, som sagsbehandlere og plejeforældre har besvaret efter 39 tilsyn. Derudover er der gennemført kvalitative fokusgruppeinterviews med ni sagsbehandlere og fem plejeforældre, samt enkeltinterviews med tre børn, der har deltaget i afprøvningen af de nye tiltag.