Den gode anbringelse
Denne videns- og praksisafdækning har til formål at belyse, hvordan "den gode anbringelse" ser ud, og hvordan man kan styrke praksissen og kvaliteten på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder.
Indhold
Statistikker viser, at anbragte unge på opholdssteder og institutioner generelt trives ringere end de, der er anbragt i plejefamilier. Ved at se på, hvordan tidligere undersøgelser har karakteriseret "den gode anbringelse", kommer denne rapport tættere på, hvordan positive anbringelsesforløb kendetegnes på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder.
Konklusion
Man har identificeret seks hovedfund, som samlet udgør centrale elementer i et godt anbringelsesforløb på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder:
- De fysiske rammer og retten til privatliv
- Inddragelse i store og små beslutninger og opgaver
- Venskabsrelationer udenfor og på anbringelsesstedet
- Skolegang og fritidsliv
- Relationen til de voksne på anbringelsesstedet
- Kontakt til familie og netværk
Samlet skaber disse elementer et indblik i, hvordan selve anbringelsen og arbejdet på anbringelsesstedet opleves som værende positivt både for den unge og medarbejderne på opholdsstederne.
Metode
Til udarbejdelsen af videns- og praksisafdækningen er der blevet foretaget en litteraturgennemgang, en workshop med relevante organisationer samt kvalitative interviews med anbragte og tidligere anbragte unge og en række medarbejdere og ledere på tre anbringelsessteder.