”Det er jo min familie!” – Beretninger fra børn og unge i slægtspleje
Læs om børn og unges egne erfaringer med at være anbragt inden for slægten
Indhold
Rapporten stiller skarpt på børn og unges erfaringer med at være anbragt inden for slægten. Den bygger på personlige interview med børn og unge i alderen 13-20 år, som enten er eller tidligere har været anbragt i slægtspleje. Rapporten fokuserer i særlig grad på karakteren og kvaliteten af de nære sociale relationer, som de slægtsanbragte børn og unge har eller oplever at have haft under anbringelsen.
Dette er den anden rapport i SFI's undersøgelse om anbringelse af børn i slægten. Tidligere er udkommet ”Børn og unge anbragt i slægten. En sammenligning af slægtsanbringelser og anbringelser i traditionel familiepleje” (Knudsen, 2009).
Brugerfortællinger er en væsentlig del af dette forskningsprodukt, hvorfor produktet både er registreret som forskning og brugerfortællinger.
Konklusion
Slægtsplejeforældrene opfylder et udtalt behov for kontinuitet i barndommen. Slægtsplejeforældrene har bl.a. en detaljeret viden om barnets opvækst og traumer, som betyder, at børnene og de unge har følt sig genkendt og anerkendt under anbringelsen. Samtidig fremstår slægtsplejeforældrene som vigtige ”livsvidner” og dermed som personer, børnene har kunnet både sørge og erindre de gode oplevelser sammen med.
Forholdet til de biologiske forældre er langt fra entydigt blandt de slægtsanbragte børn og unge. Tidligere forskning har peget på, at børn i slægtspleje har en særlig risiko for at ”komme i klemme”, fordi slægtsplejeforældre er mere følelsesmæssigt involverede i anbringelsen end andre plejeforældre og derfor har vanskeligt ved at sætte grænser for de biologiske forældre. Dette er ikke noget gennemgående billede i denne undersøgelse.
Familieskab er også noget, der opstår under anbringelsen og oplevelsen af at være i familie afhænger i høj grad af aktørernes handlinger og fælles erfaringer.
I forhold til anbragte børn og unges selvforståelse er det interessant, at de slægtsanbragte karakteriserer det at bo hos familie som ”normalt” og som noget, der ikke kræver så mange forklaringer. Således fremtræder de interviewede børn og unge gennem deres egne beretninger som grundlæggende almindelige børn og unge, der blot har en usædvanlig baggrund.
Metode
Undersøgelsen bygger på kvalitative interview med 15 børn og unge i alderen 13-20 år, som enten er eller tidligere har været anbragt i slægtspleje.
Børnene og de unge har i interviewene fortalt om deres familiebaggrund, årsager til anbringelsen, relationer til slægtsplejeforældre, biologiske forældre og andre signifikante personer i deres liv, hverdagens forløb, fremtidsplaner og forholdet til myndighedsudøvere og tilsynspersoner i deres anbringelsesforløb.