Mit barn er anbragt - Etniske minoritetsforældres fortællinger
Om de særlige forhold, der er knyttet til anbringelser af børn med anden etnisk herkomst
Indhold
Grundlaget for undersøgelsen har været at udforske, hvordan minoritetsforældre oplever at have et barn anbragt, samt hvordan mødet med den sociale børneforsorg i Danmark opleves. Børn, der er født i Danmark eller i udlandet af forældre, hvoraf ingen har dansk statsborgerskab, udgør i dag 10 procent af alle børn under 18 år. Nogle af disse børn og deres forældre møder det sociale system, og der er således et behov for at udvikle viden, særskilt knyttet til denne gruppe af børn og forældre.
Konklusion
Nogle af undersøgelsens resultater er, at sproglig, etnisk, religiøs og kulturel marginalisering er problemer, som forældrene støder ind i, og at forvaltningen ikke i tilstrækkeligt omfang tager hensyn til barnets kulturelle, religiøse og sproglige baggrund. Hertil kommer fortællinger om barnets manglende udvikling af sit modersmålssprog under anbringelse, således at forældrene får sværere ved at tale med barnet.
Desuden belyses, at etnicitet, sprog, kultur og religion har betydning for forældrenes muligheder for at mestre deres børns anbringelsesforløb. Det gælder ikke entydigt for alle minoritetsforældre, men det er noget, der både udvikles og forandres, hvorfor også denne gruppe forældre og deres børn skal opfattes individuelt og afhængigt af den enkelte families situation. Ud over de individuelle forhold skal der endvidere fokuseres på, at der tages hensyn til den enkelte families kulturelle, etniske og religiøse normer og værdier, såvel som barnets modersmålssprog.
Metode
Metodisk er undersøgelsen baseret på kvalitative livshistorieinterview med 11 minoritetsforældre, hvis børn er eller har været anbragt uden for hjemmet.