Aktionsforskningsprojekt på opholdsstederne Lille Stokkebjerg og Skjoldborghus. Resumé af afsluttende rapport, december 2008
Strukturel pædagogik på to opholdssteder
Indhold
En beskrivelse af det pædagogiske arbejde på de to opholdssteder Lille Stokkebjerg ved Jyderup og Skjoldborghus i Farsø, hvor unge i alderen fra 12-15 år med alvorlig eller kriminalitetstruet adfærd og overvejende med anden etnisk baggrund end dansk er placeret. Undersøgelsen følger implementeringen af en strukturel pædagogik (som beskrevet hos Kildedal og Nielsen (2009)) på institutionen.
Konklusion
Undersøgelsen belyser blandt andet, at Solhavepædagogikken ser ud til at være implementeret på opholdsstedet Skjoldborghus. Arbejdet med relationer til de anbragte børn står centralt i det pædagogiske arbejde, ligesom en pædagogik, der sætter fokus på at handle og samhandle med børnene og på at inddrage børnene i daglige aktiviteter, er væsentlig.
På opholdsstedet Lille Stokkebjerg er der tilsyneladende flere variationer i forståelsen af begreberne om konsekvens, omsorg og relationer. Ligeledes ses der variationer i forståelsen af den handlende og samhandlende pædagogik og inddragelse af børnene i daglige aktiviteter.
Sammenfattende vurderer medarbejderne på begge stederne at have indblik i pædagogikken. Det, der virker bedst i implementeringen af den, er, at medarbejderne oplever et fælles fodslag, er engagerede og medinddragede i udviklingen af det pædagogiske arbejde, samt at medarbejderne er disciplinerede og udvikler en god mødekultur.
Den del af projektet, der består af interview med børnene belyser, at det, som de anbragte børn især lægger vægt på, er menneskelige og medmenneskelige egenskaber hos de voksne. Disse egenskaber handlede ikke om uddannelsesbaggrund eller om noget, man kan uddanne sig til. Gode voksne var dem, der forstod at samarbejde med børnene, som viste noget af sig selv, som kunne sige undskyld og som skabte ro og var til at stole på.
Omsorgen i form af ro og regelmæssighed var vigtig for børnene, men reglerne var også vigtige, dog skulle de være tydelige og til at forstå, og der skulle kunne træffes individuelle aftaler og forhandles om disse. Hertil viser undersøgelsen, at det betyder noget for børnene, hvem der bliver ansat, og hvem der holder op igen, og børnene ønskede i højere grad at blive inddraget i disse processer.
Metode
Metodisk er undersøgelsen tilrettelagt som et aktionsforskningsprojekt, og den følger både implementeringen af pædagogikken og undervisning og oplæring af personale i det pædagogiske arbejde. Herunder er der interview med de anbragte børn.