Den nænsomme anbringelse - Hvordan børn kan hjælpes til at ændre opholdssted
Beretninger fra en socialpædagogisk praksis på en døgninstitution, hvor omsorgen for det enkelte barn er i fokus
Indhold
Den nænsomme anbringelse sætter fokus på børns fjernelse fra hjemmet og dermed på, hvordan man bedst hjælper dem igennem disse meget følsomme og ofte oprivende begivenheder. Dels skal børnene ændre opholdssted og dermed lære nye mennesker at kende, dels er en anbringelse uden for hjemmet altid forbundet med at miste noget af det, der tidligere var ens tilværelse – hvor problemfyldt denne tilværelse så end har været.
Konklusion
Barnet oplever en alvorlig smerte ved at blive anbragt, anbringelsen er altid forbundet med tab. Det tabte kan sjældent erstattes, men det er vigtigt at tilbyde deltagelse i sorgen over det tabte - og alsidig og aktiv omsorg.
Barnet skal, uanset alder, have formidlet, hvad det er, der skal ske.
En akut anbringelse af et barn er udelukkende nødvendig, hvis barnet befinder sig i en livstruende situation.
Forældre må ikke glemmes eller tilsidesættes, indlevelse i deres situation og støtte til at tage omsorg for barnet er vigtig. Forældre og andre familiemedlemmer skal sikres en fortsat plads i barnets liv.
Barnets personlige ejendele, tøj og ting, kan have stor betydning i en overgangssituation.
Når store beslutninger i børns liv skal tages, er det nødvendigt, at der er flere professionelle om at handle.
Metode
Den nænsomme anbringelse tager udgangspunkt i fem forskellige forløb, hentet ud fra en hverdagspraksis som den opleves af forfatterne på Skodsborg Observations- og Behandlingshjem for små børn. I hvert eksempel beskrives forhistorie, selve hændelsen og efterforløbet. I direkte forlængelse af det enkelte forløb reflekteres der over såvel den anvendte behandlingsmæssige som juridiske praksis. Forfatterne har på udgivelsestidspunktet været tilknyttet Skodsborg Observations- og Behandlingshjem i en længere årrække - som klinisk børnepsykolog og forstander.