Døgnanbragte unge og rusmidler - Håndbog for døgnmedarbejdere
I dette materiale kan du finde metoder og redskaber til, hvordan du som døgnmedarbejder kan støtte unge anbragte, som har et eksperimenterende eller skadeligt forbrug af rusmidler.
Indhold
Materialet er blevet til på baggrund af et to-årigt metodeudviklingsprojekt ”Døgnanbragte Unge og Rusmidler”. Håndbogen indeholder beskrivelse af de afprøvede metoder og redskaber fra projektet, konkrete eksempler på fremgangsmåder samt spørgsmål og skemaer, der kan benyttes i arbejdet med at håndtere døgnanbragte unges brug af rusmidler. Projektet er etableret, fordi flere døgnmedarbejdere giver udtryk for, at de mangler metoder og redskaber til at håndtere anbragte unges brug af rusmidler. Både den eksperimenterende brug og det skadelige forbrug. Et af hovedbudskaberne i materialet er, at døgnmedarbejderen nøje skal overveje sin reaktion, når en ung fortæller om et eksperimenterende eller skadeligt forbrug af rusmidler. Sanktioner overfor den unge kan fx medføre, at de unge ikke tør at være ærlige overfor døgnmedarbejderne, hvilket ikke gavner eller bidrager til den pædagogiske indsats omkring rusmidler. Udover håndbogen er der lavet en lydbog i forbindelse med projektet, hvor døgnmedarbejdere gennem interviews præsenterer deres viden og erfaringer om døgnanbragte unge og rusmidler.