Intensive anbringelser – Erfaringer fra pilotafprøvningen i Herning Kommune
Hvis du beskæftiger dig med anbringelser af udsatte børn, kan du læse denne rapport og få et indblik i to døgninstitutioners afprøvning af konceptet ’Intensive anbringelser’.
Indhold
I 2011 indledte to døgninstitutioner i Herning Kommune; Hedebocentret, afdeling Claudisvej og Toften, et samarbejde med Metodecentret om at udvikle og afprøve et koncept for tidsbegrænsede anbringelser. Dette koncept kom senere til at hedde intensive anbringelser.
Idéen til dette projekt udsprang af Herning Kommunes planer om at udvikle og afprøve en ny model på området for udsatte børn, unge og familier, kaldet Sveriges-modellen. Denne model tager afsæt i en forventning om, at kvaliteten af den støtte, kommunen giver de udsatte børn, unge og familier, kan øges samtidig med, at der kan realiseres økonomiske besparelser.
Det intensive anbringelseskoncept kan altså ses i sammenhæng med tænkningen i Sveriges-modellen. Men konceptet er ikke tænkt som afhængigt af, at en anbringende kommune har implementeret Sveriges-modellen for at kunne finde anvendelse på en døgninstitution.
Denne rapport beskriver erfaringerne fra pilotafprøvningen af konceptet i de to døgninstitutioner i perioden 2012-2015. Der er, som tillæg til denne rapport, ligeledes udgivet en uddybende beskrivelse: "Intensive anbringelser – praksisbeskrivelse", som mere indgående belyser, hvordan det intensive koncept er omsat på Claudisvej og Toften. Denne kan du også finde her i Vidensbanken.
Evalueringen er bygget op således:
Indledningen beskriver, hvad der er indeholdt i konceptet om intensive anbringelser. Derefter beskrives det datamateriale, som evalueringen bygger på. Ligeledes beskrives de to institutioner, som har indgået i pilotafprøvningen. Evalueringen er primært struktureret omkring indsatsens fire grundelementer. Analysen er derfor inddelt i fire hovedkategorier, hvori Metodecentret belyser, hvordan institutionerne har udfoldet indsatserne som (1) realistisk målrettede, (2) indeholdende integrerende parallelle indsatser, (3) familiecentret, og (4) hvordan de har arbejdet med at sikre kontinuitet i efterindsatsen.
Konklusion
Følgende er et udpluk af evalueringens konklusioner:
- De to institutioner er i vid udstrækning lykkedes med at omsætte det intensive anbringelseskoncept til praksis, hvilket bl.a. har bidraget til målrettede og dynamiske anbringelsesforløb, større fokus på familien i behandlingsarbejdet, integration af de anbragte i sociale sammenhænge mv.
- I langt de fleste tilfælde er det lykkedes at igangsætte en positiv udvikling blandt de anbragte børn, unge og forældre.
- De bedste resultater opnås, når det lykkedes at skabe konsensus omkring formålet med anbringelsen blandt de involverede aktører.
- Det er lykkedes for begge institutioner at udskrive de anbragte børn og unge til mindre indgribende indsatser efter anbringelsen.
- Konceptet kan øge effektiviteten i den indsats, de anbragte børn og unge og deres familier modtager.
Metode
Evalueringen er baseret på et datamateriale, som omfatter institutionernes skriftlige journaldata og dokumentation af anbringelsesforløbene. Derudover er der gennemført en spørgeskemaundersøgelse, hvor de unge på Claudisvej, deres forældre og sagsbehandlere er blevet bedt om at evaluere forløbene.