Metoder og teori i miljøterapeutisk arbejde i børne- og ungdomspsykiatrien
Konkretisering af miljøterapeutisk arbejde
Indhold
Miljøterapeutisk arbejde har altid været en vigtig del af behandlingen i børne- og ungdomspsykiatrien i Nordjyllands Amt. I det miljøterapeutiske team har sygeplejersker, plejere og pædagoger i tværfagligt samarbejde udviklet den miljøterapeutiske praksis.
Der findes nogle overordnede definitioner af miljøterapeutisk arbejde, men metoder og teori er ikke tidligere samlet og beskrevet. Det er en daglig praksis, som udføres af faggrupper, der ikke har tradition for at beskrive og dokumentere deres arbejde. Erfaringerne er ikke blevet systematiseret, og en manglende afklaring af metoder og begreber har vanskeliggjort en målrettet udvikling af miljøterapien.
Projektets idé er at indkredse, afgrænse og konkretisere de miljøterapeutiske metoder og teorier, bl.a. ved at få det faglige personale til at beskrive den viden og de erfaringer, de har. Det er forfatterens intention at producere et fagligt materiale, som kan anvendes af kolleger, der arbejder miljøterapeutisk både i og udenfor det psykiatriske speciale.
Konklusion
I rapporten beskrives miljøterapi i henhold til de forudsætninger, der er nødvendige, de værdier, ideologier og teorier miljøterapi baserer sig på og de metoder, der anvendes. På denne måde forsøger forfatteren at tydeliggøre, hvad det er, miljøterapi specielt kan tilbyde.
Forfatteren peger desuden på følgende udfordringer, som miljøterapien og det miljøterapeutiske personale står over for:
- Den fælles forståelsesramme eksisterer på det overordnede plan i form af målsætninger og værdigrundlag, men kan kun blive synligt og aktivt, hvis hvert afsnit og børne- og ungdomspsykiatrien samlet får diskuteret det fælles grundlag for behandlingen set i forhold til den definerede målgruppe.
- Der er behov for at vurdere, om praksis svarer til forventninger og målsætning. Her mangler man imidlertid metoder til dokumentation og evaluering af miljøterapien.
- Det er et åbent spørgsmål, om miljøterapi kan betegnes som en selvstændig fagdisciplin, idet der mangler en formel uddannelse.
Metode
Dataindsamlingen til projektet blev gennemført på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afsnit på Aalborg Psykiatriske Sygehus, der på daværende tidspunkt bestod af tilbud til unge 15-18 (21) år i Ungdomspsykiatrisk døgnafsnit og ambulatorium. Projektleder og forfatter, Susanne Falk, var i projektperioden ansat ved dette afsnit.
Erfaringer og viden om det miljøterapeutiske arbejde er blevet indsamlet via praksisforskningsinterview med erfarne miljøterapeuter. Der blev gennemført i alt 15 interviews fordelt på faggrupper, alder og køn.