Når Aicha løber hjemmefra
Du kan i denne bog læse en grundig analyse af de særlige problematikker, som nogle etniske minoritetspiger står i på grund af mistrivsel og store udfordringer derhjemme. Bogen peger bl.a. på de dilemmaer, som professionelle skal forholde sig til i forsøget på at hjælpe de unge og deres familier.
Indhold
Denne bog er skrevet af psykolog Inge Loua på baggrund af 15 års praksis med minoritetsunge og deres familier.
Den handler om psykosocialt arbejde med unge i krydsfeltet mellem det danske samfunds forventninger og normer, og familiens og det etniske miljøs forventninger og normer. Dette arbejde er rettet mod etniske minoritetspiger, der har det så svært hjemme, at de vælger at søge hjælp uden for familien.
Bogen skildrer, hvordan tilværelsen former sig for de etniske minoritetspiger, der vokser op med vold, manglende indsigt og omsorg, og utilstrækkelige forældreressourcer. De oplever, at voksne ikke er til at stole på, og lærer at lyve for at beskytte sig selv mod den sociale kontrol og familiens overvågning. Forfatteren advarer mod generaliseringen om minoritetsunge ud fra disse pigers og familiers historier, da pigerne kom fra den mest udsatte del af minoritetsfamilierne.
Bogen indeholder også relevant teori og forskningsresultater, cases og behørige henvisninger. Hvert kapitel afsluttes med supplerende litteratur og gode refleksionsspørgsmål til læseren. Bogen er både praksisnær og fagligt funderet.
Den er skrevet til fagfolk, men kan også læses af andre. Først og fremmest retter den sig mod pædagogisk personale i opholdssteder, døgntilbud og ungdomsinstitutioner. Men den vil også kunne læses med stort udbytte af lærere, SSP-medarbejdere og andre fagfolk.