Sammen om den rette indsats – Socialpædagogernes praksis og politik på børne- og ungeområdet
Mange af landets kommuner lader sig i dag inspirere af Herning-modellen/Sveriges-modellen og implementerer lignende modeller med det formål at sikre udsatte børn og unge en bedre vej til en mere selvhjulpen tilværelse. I denne publikation fra Socialpædagogerne kan du blive klogere på den såkaldte indsatstrappe, som bærer modellerne.
Indhold
Publikationen udspringer af en klar overbevisning om, at socialpædagoger skal turde satse på de udsatte børn og deres familier og i den henseende indgå i samarbejder med andre fagfolk, familie og netværk, politikere, civilsamfundet og erhvervslivet.
Børne- og ungeområdet er i dag præget af et paradigmeskift, hvor mange kommuner omlægger indsatsen på området, inspireret af Herning-modellen – en svensk inspireret model. Med implementering af denne model følger en indsatstrappe med fem trin. Netop indsatstrappen er centrum for denne publikation, som gennemgår hvert trin og belyser nogle af de udfordringer, såvel som mulige veje, trinene kan indebære.
Publikationen sætter ord, billeder og liv på indsatstrappen, som består af følgende fem trin:
- Forebyggelse
- Hjemmebaserede indsatser
- Anbringelse i slægts- og netværkspleje
- Anbringelse i familiepleje
- Anbringelse i døgntilbud
Publikationens opbygning følger trappens trin, således at hvert trin belyses i et separat afsnit. På hvert trin kan du tilegne dig viden om faktuelle forhold på børne- og ungeområdet samt læse om Socialpædagogernes politiske ønsker og faglige bud på udvikling i forhold til hvert enkelt trin. Hvert afsnit præsenterer derudover en praksisambassadør, som giver et indblik i deres faglige hverdag på indsatstrappen.