Slutevaluering af læringsforløb for unge med autisme
Her kan du læse slutevalueringen af Læringsforløb for unge med autisme, som er udarbejdet af VIVE.
Indhold
Indsatsen Læringsforløb for unge med autisme er nu afsluttet, og VIVE har i den forbindelse sammenfattet en slutevaluering med de væsentligste tiltag, implementeringer og resultater i forløbet.
Børn og unge med autismespektrumsforstyrrelser trives ofte ikke så godt som andre børn. Især kommer dette til udtryk, når det handler om at få det sociale til at fungere, hvor målgruppen jævnligt oplever ikke at have det sociale netværk eller venner, som de kunne tænke sig.
Derfor er formålet med forløbet at give de unge selvindsigt, sociale kompetencer, færdigheder og støtte, så de kan indgå i fællesskaber med andre unge. Dette udspiller sig blandt andet ved hjælp af en helhedsorienteret tilgang, som kombinerer individuel støtte og undervisning i grupper samt udredning og handplaner.
Konklusion
I alle seks kommuner er der planer om at fortsætte arbejdet med læringsforløbet, da det vurderes relevant, og ledere, projektejere og projektledere vurderer, at der er et rimeligt forhold mellem ressourcer og resultater. Som VIVE skriver, så oplever størstedelen af de unge nemlig indsatsen som både brugbar og meningsfuld, da de oplever en styrket livskvalitet ved en øget tro på sig selv i det sociale.
Metode
PwC har sammen med seks kommuner i perioden 2020-2022 afprøvet indsatsen for unge mennesker med autisme i alderen 16 til 30 år. I alt gennemførte 116 unge læringsforløbet i projektperioden.
Evalueringens resultater er baseret på blandt andet analyser af data fra spørgeskemaundersøgelser med de unge og enkelte forældre samt kvalitative interviewundersøgelser af gruppevejledere, enkelte støttepersoner, udvalgte unge og forældre og projektlederne i hver af de seks kommuner.