Socialstyrelsens rapport om socialtilsynenes virksomhed
Socialstyrelsen udgiver en gang årligt en rapport om socialtilsynenes virksomhed. Dette er Socialstyrelsens årsrapport om socialtilsynet for 2014.
Indhold
Denne rapport baserer sig dels på de fem socialtilsyns årsrapporter og dels på data fra socialtilsynene, som Socialstyrelsen har indhentet ved hjælp af stikprøver, redegørelser og statistiske analyser.
Kapitel 1 i årsrapporten indeholder en kort beskrivelse af hovedelementerne i tilsynsreformen. Kapitel 2 redegør for Socialstyrelsens implementeringsopgave og de implementeringstiltag, der er gennemført i 2014 i forbindelse med udrulningen af det nye tilsynskoncept, såsom fx undervisningsaktiviteter, håndbøger, faglig rådgivning og faglige netværk. Kapitel 3 beskriver Ankestyrelsens rolle og virksomhed i det første år efter reformens ikrafttræden, mens kapitel 4 indeholder en status på det nye socialtilsyn efter år 1.
Konklusion
Årsrapporten viser blandt andet, at:
- De iværksatte tiltag og aktiviteter, bredt set, har bidraget til at følge og understøtte implementeringen af tilsynsreformen, og aktiviteterne videreføres derfor i 2016 – i nogle tilfælde i en justeret form.
- Reformen generelt har medført et kvalitetsløft af tilsynet og et mere professionelt tilsyn.
- Det nye tilsynskoncept og den nye kvalitetsmodel giver en højere grad af systematik i tilsynet, hvilket medfører en højere kvalitet.
- Der har i 2014 været udfordringer med lange sagsbehandlingstider i de fem socialtilsyn.
- De fem socialtilsyn har gennemført 9.726 tilsynsbesøg i plejefamilier og på tilbud i 2014.
- De fem socialtilsyn har regodkendt omkring 2.100 tilbud og plejefamilier efter det nye tilsynskoncept og den nye kvalitetsmodel i 2014.
- Der er identificeret fire områder, hvor der ses særlige udfordringer i kvaliteten på socialområdet nemlig: Omsætning af visiterende kommunes indsatsmål i tilbuddenes praksis, magtanvendelser både på børne- og ungeområdet og voksenområdet, særlige forhold på plejefamilieområdet, samt de juridiske grundlag i nogle tilbudsformer.