Socialtilsyn Hovedstaden - Årsrapport 2014
Denne rapport er den første årsrapport fra Socialtilsyn Hovedstaden, som har overtaget tilsynsopgaven, der består i at godkende og føre tilsyn med sociale tilbud og plejefamilier.
Indhold
Denne rapport er den første årsrapport fra Socialtilsyn Hovedstaden. Socialtilsyn Hovedstaden overtog pr. 1. januar 2014 tilsynsforpligtelsen for mere end 1.000 plejefamilier og 500 sociale botilbud og misbrugsbehandlingssteder. De nye tilsynsmyndigheder blev oprettet for at sikre et professionelt og og uafhængigt tilsyn med de sociale tilbud i Danmark samt sikre kvaliteten af de sociale tilbud og plejefamilier. Socialtilsynene fører tilsyn på følgende typer af sociale tilbud:
- Plejefamilier og kommunale plejefamilier
- Opholdssteder og døgninstitutioner
- Botilbud til voksne efter § 107-110 i lov om social service
- Stofmisbrugsbehandlingstilbud efter § 101 i lov om social service
Der er lovmæssige krav til, hvad årsrapporterne fra de forskellige socialtilsyn skal indeholde. Årsrapporterne skal indeholde oplysninger om:
- Antal godkendelser foretaget i det foregående år fordelt på tilbudstype
- Antal gennemførte tilsyn, herunder antallet af anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg
- Antal iværksatte skærpede tilsyn og baggrunden herfor
- Antal iværksatte påbud og påbuddenes karakter
- Antal tilbagekaldte godkendelser og baggrunden herfor
- Socialtilsynets sagsbehandlingstider i forbindelse med behandling af ansøgninger om godkendelse
- Tilsynstakster og objektive finansieringsandele
- Indtægter i forbindelse med varetagelse af andre opgaver for en kommune, et regionsråd eller et tilbud end de opgaver, der fremgår af § 2 i lov om social service
Derudover kan socialtilsynene vælge at inkludere fokuspunkter, som de vurderer er relevante. Der er af tilsynscheferne valgt fire fokuspunkter for årsrapporterne 2014:
- Omsætning af visiterede kommuners indsatsmål i tilbuddenes praksis
- Magtanvendelser på børne- og ungeområdet samt voksenområdet
- Særlige forhold på plejefamilieområdet
- Juridisk grundlag
Konklusion
- Socialtilsynene fik til opgave at regodkende alle de sociale tilbud og plejefamilierne i 2014 og 2015. I 2014 fik Socialtilsyn Hovedstaden vurderet 26 % af disse, hvoraf hovedparten blev godkendt.
- Socialtilsyn Hovedstaden har færdigbehandlet ansøgninger fra 55 nye tilbud, modtaget over 2.000 indberetninger om magtanvendelser og 170 henvendelser gennem den nye whistleblower-ordning.
- Opgaverne, som Socialtilsyn Hovedstaden har løftet, har været præget af opstart, men har samtidigt modtaget positiv feedback på deres arbejde.
- Socialtilsyn Hovedstaden vurderer, at mange tilbud arbejder systematisk og professionelt med indsatsmål og dokumentation. Men også, at der er stor forskel på, hvor godt tilbuddene arbejder med disse. Der er derfor potentiale i at udvikle arbejdet med indsatsmålene.
- Det er Socialtilsyn Hovedstadens opfattelse, at de fleste tilbud har godt kendskab til reglerne om magtanvendelse og tilbuddene har generelt en høj kvalitet i forhold til at forebygge og håndtere magtanvendelser.
- Der er udfordringer på plejefamilieområdet med familier, der mangler grundkursus på trods af, at de er godkendt og har børn anbragt. Socialtilsyn Hovedstaden vurderer, at kvaliteten af tidligere tilsyn har været svingende og at der ikke alle steder har været fokus på kompetenceudvikling.
- Der er konstateret en række udfordringer med tilbud, der ikke har en lovlig juridisk konstruktion.
- Socialtilsyn Hovedstaden vurderer, at socialtilsyn bidrager til at løfte kvaliteten i tilbud og plejefamilier på det specialiserede socialområde på en række forhold.