Utilpassedes perspektiver – Unges moral, kriminalitet og oplevelser af sanktioner
52 "utilpassede" unge har interviewet hinanden om venskaber, drømme og kriminalitet. Læs mere i denne undersøgelse.
Indhold
Udforskning af nye muligheder og metoder i indsatsen for kriminaliserede og utilpassede unge.
Brugerfortællinger er en væsentlig del af denne undersøgelse, hvorfor produktet både er registreret som undersøgelser og brugerfortællinger.
Konklusion
De unge orienterer sig mod oplevelser og underholdning, som andre unge, men de ser sig selv som forhindringer i forhold at realisere drømme, sætte mål og at nå disse mål. De unge vender ikke samfundet ryggen og plages ligeledes af dårlig samvittighed og af at være ked af det. De dominerende forklaringer på kriminalitet relateres til underholdning, spænding og materialisme.
Det anbefales, at de unge utilpassede styrkes i deres selvkontrol, og at der i forbindelse hermed stilles håb og formål i udsigt. Styrkelsen sker gennem et heldigt sammenspil mellem offentlige myndigheder og det nære sociale miljø. En eventuel opfattelse af den unge, som tilhørende en subkultur, bør nedtones – forestillingen om den unge, der gerne vil, men ikke helt evner ved egen hjælp, bør styrkes.
Ved anbringelse eller behandlingsforløb er det hensigtsmæssigt at være i kontakt med det omgivende samfund – gennem fx arbejdsforløb, skoleforløb eller kontakter i civilsamfundet.
Undersøgelsens ambition om, at de unges aktive deltagelse skulle fremme en selvrefleksion eller grupperefleksion bekræftes, og der ses derfor et potentiale i at lade unge indsamle viden om sig selv.
Metode
Aktionsforskning ligger til grund for undersøgelsen. Tre forskellige grupper af unge i alderen 14-20 år blev udvalgt. I alt 52 unge. Forskelligheden beroede på graden af utilpassethed. De unge interviewede hinanden efter nøjere instrukser – med en båndoptager kørende i baggrunden.