Det anbragte barn: En debatbog om mødet mellem barnet og den professionelle
Når voksne fortæller om deres liv som anbragt
Indhold
Kildedal har i sin undersøgelse fulgt 20 voksne, der som barn havde oplevet at være anbragt uden for hjemmet, både i familiepleje og på døgninstitution. At give stemmer til denne gruppe voksne viser på en række områder, hvad der har været vigtigt i et anbringelsesforløb, men det fortæller også noget om, hvordan det er gået tidligere anbragte børn og unge i deres voksenliv.Konklusion
De 20 voksne fortæller i undersøgelsen om oplevelser af en svær barndom i familien inden anbringelse, både i forhold til at klare sig selv, men også fysisk og psykisk misbrug.
Om selve anbringelsesforløbet fortælles ligeledes om ikke at være involveret i det, der nu skulle ske for barnet, og mange anbringelser oplevedes da også som dårlige. De 20 voksne har tilsammen været anbragt 62 gange.
Undersøgelsen rummer også fortællinger om, at det, der virkelig betyder noget under en anbringelse, er voksne, der vil en noget, uanset om det er i et anbringelsesliv på døgninstitution eller i familiepleje. Betydningen af voksne som havde tid til barnet og så det, er vigtigt. Der er fortællinger om ensomhed, også på døgninstitution, hvor samværet med de andre børn dog kunne kompensere for dette, uanset om samværskulturen var god eller negativ. Særligt betydningen af gode voksne rundt om barnet, der gav omsorg og grundlag for en sikker tilknytning, var afgørende for de tidligere anbragtes oplevelser med anbringelse.
Af de 20 voksne er det ca. halvdelen, der i dag fortæller, at de mange negative oplevelser, som de havde i deres barndom, ikke har betydning for deres voksenliv. Den anden halvdel beskriver følelser af ensomhed, manglende selvtillid, vanskelighed ved forældrerollen, problemer med at få arbejde og dårligt eller intet netværk.