Efterværn 2013 - Undersøgelse blandt døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge
I denne rapport kan du læse om, hvordan det står til med bevillinger til efterværn.
Indhold
I rapporten fremlægges hovedkonklusionerne fra en undersøgelse blandt ledere og mellemledere på døgninstitutioner og opholdssteder. Undersøgelsen er foregået i august og september 2013 og undersøger brugen af efterværn i de danske kommuner. Når en ung anbragt udenfor hjemmet fylder 16 år, skal den anbringende kommune, i samarbejde med den unge, opstille konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet. Senest seks måneder før anbringelsens ophør ved det 18. år skal den unges opholdskommune træffe afgørelse om, hvorvidt den unge har brug for efterværn og i givet fald hvilke efterværnstilbud, der skal iværksættes. Til trods for at man ved, at efterværn har en positiv effekt, er der ifølge Ankestyrelsens anbringelsesstatistik kun omkring 20 % af de unge, der har været anbragt, som får bevilget efterværn.
Konklusion
Hovedkonklusionerne fra undersøgelsen er:
- 23 % af respondenterne svarer, at der i ingen tilfælde er sat en proces i gang, da den unge var 16 år i forbindelse med, hvad der skal ske, når den unge bliver 18 år. Kun 8 % angiver, at der i alle tilfælde er sat en proces i gang, da de unge fyldte 16 år.
- 38 % af respondenterne svarer, at kommunen ’i ingen tilfælde’ eller ’i nogle tilfælde’ har udarbejdet en handleplan for de unge, da de fyldte 17,5 år.
- 34 % svarer, at unge, som har sagt nej tak til efterværn og senere fortrudt, i ingen tilfælde har fået bevilget efterværn.
- 32 % svarer, at der er tale om, at den unge kommer på eget værelse med støtte, når der bevilges efterværn.
- 4 % svarer, at det i alle tilfælde er den optimale efterværnsforanstaltning, der er etableret.
Metode
Rapporten bygger på en spørgeskemaundersøgelse, der indeholder 20 spørgsmål. Den er sendt til ledere samt mellemledere i døgninstitutioner og på opholdssteder for børn og unge. 177 ud af 459 respondenter har besvaret, hvilket giver en svarprocent på 38,5.