Anbringelse af etniske minoritetsbørn – om socialarbejderes vurderinger og handlinger
Betydning af en etnisk minoritetsbaggrund ved døgnanbringelser
Indhold
Der fokuseres på anbringelse af etniske minoritetsbørn med grundlag i, hvordan og på hvilke måder socialarbejdere handler i forhold til børn og familier med anden etnisk baggrund end dansk.
Konklusion
Skytte viser bl.a. i sin afhandling, at børnenes etniske minoritetsbaggrund ikke angives at have betydning, men ej heller inddrages aktivt i anbringelsesforløbet, f.eks. i overvejelser om barnets sproglige, kulturelle eller religiøse forhold. En problemstilling i anbringelsesprocessen er, at selve visitationen sker i forhold til, hvor der er anbringelsessteder, der har ledige pladser, i stedet for at søge efter det bedste anbringelsessted til børnene. Denne problemstilling knytter tilsyneladende primært an til, at familieplejeforeningen er forpligtet over for de plejefamilier og opholdssteder, de har ”i stald”.
Af andre relevante resultater fra Skyttes undersøgelse er også, at hun påpeger, at børnene kun er meget vagt beskrevet i journalerne.
Endvidere ser hun, at en større andel af de undersøgte børn med anden etnisk baggrund end dansk er blevet tvangsanbragt. Dette fund stemmer overens med bl.a. svensk forskning på området, der ligeledes viser, at indvandrere er overrepræsenterede ved tvangsfjernelser.
Sammenfattende viser Skytte med sin undersøgelse, at familieplejens arbejde med døgnanbringelse af børn med anden etnisk baggrund end dansk, ikke medtager barnets sproglige, kulturelle og etniske livsforhold. F.eks. anbringes børn med anden etnisk baggrund i etnisk danske familier, uden at dette beskrives eller fagligt vurderes at være vanskeligt for barnets livsbetingelser i visitationsprocessen.
Metode
Empirisk er afhandlingen baseret på tre forskellige undersøgelser. Først og fremmest en undersøgelse af 44 anbringelser af etniske minoritetsbørn, der fordeler sig anbringelsesmæssigt på henholdsvis døgnpleje, opholdssted, og/eller i aflastnings- eller rådighedsfamilie. Børnene, der indgår i undersøgelsen, omfatter en gruppe af børn, hvis mødre kommer fra 17 forskellige lande, og fædre fra mindst 23 forskellige lande i flere forskellige verdensdele, heraf flest fra de afrikanske og mellemøstlige lande.
Den anden slags undersøgelse er en familieplejeundersøgelse, der består af en journalundersøgelse og en interviewundersøgelse med inddragelse af ti familieplejekonsulenter, der har deltaget i anbringelsesarbejde. Herudover foretages en vignetundersøgelse omkring socialarbejderes vurderinger og angivelser af handlinger over for henholdsvis et barn med dansk etnisk baggrund og et barn med anden etnisk baggrund end dansk (i undersøgelsen betegnet henholdsvis majoritets- og minoritetsbørn). Her indgår 131 socialarbejdere i besvarelsen af disse vignetter udformet som et spørgeskema. Endelig inddrages statistisk materiale om hjælpeforanstaltninger til børn.