Når børn og unge anbringes. En undersøgelse af kommunernes praksis i anbringelsessager

Børnenes stemmer og handleplaner efterlyses

Indhold

Undersøgelsen belyser forskellige kommuners praksis i forbindelse med anbringelse af børn og unge.

Konklusion

Hestbæks undersøgelse (1997) om anbragte børn og deres familier viser:

• at 77 % af børnene kommer fra brudte hjem
• at familierne er socialt belastede, bl.a. ved at være marginaliserede i relation til arbejdsmarkedet, ca. hver tredje er teenagemor, og mange af forældrene har selv været anbragt uden for hjemmet
• at socialt betingede grunde til anbringelse vejer tungest
• at hyppige anbringelsesårsager angives at være:

1. adfærdsvanskeligheder hos barnet (62 %)
2. manglende omsorg (49 %)
3. misbrug hos den voksne (38 %)
4. at barnet/den unge ikke ønskede at bo hjemme (24 %)
5. psykisk lidelse/funktionsnedsættelse hos den voksne (22 %)
6. udviklingsproblemer hos barnet (21 %).

Nogle af resultaterne af denne undersøgelse, som her skal præsenteres i kort form, peger også på, at barnet eller den unges holdning og vurderinger til deres anbringelse mangler i anbringelsesproceduren, således som Egelund (1997) også har påpeget det.

Ligeledes mangler der handleplaner i en stor del af anbringelsessagerne, før anbringelsen iværksættes. Der er en tydelig sammenhæng mellem sagsbehandlerkontakt og kontinuitet i anbringelsesforløbet for barnet/den unge. Jo flere skift der sker i sagsbehandlerforløbet på sagen, jo flere skift oplever barnet/den unge, og disse skift kan forstyrre anbringelsesforløbet.

Undersøgelsen udpeger fire problemstillinger knyttet til anbringelsesområdet.

• For det første er der spørgsmålet om, hvorvidt der er overensstemmelse mellem anbringelsesårsag og indsatser i relation hertil, hvor der tilsyneladende ikke altid er overensstemmelse mellem familiens problemer og den indsats, der iværksættes.
• For det andet implementeringen af lovgivningen, her i især i relation til undersøgelse og handleplaner, hvor undersøgelsen belyser, at en del kommuner har vanskeligt ved at leve op til kravene om undersøgelse, handleplaner og revision.
• For det tredje er der det forhold, at børn og unge ikke i tilstrækkelig grad inddrages og høres i deres anbringelsessager.

For det fjerde belyses en forskel mellem henholdsvis familiepleje og døgntilbud i kontakten og samarbejdet med kommunerne. Her vises det, at familieplejen, som på landsplan udgør den mest anvendte anbringelsesform, også er den foranstaltning, der har mindst kontakt og bliver mindst informeret fra kommunerne i anbringelsesforløbet.

Metode

Det metodiske grundlag omfatter 760 forældre til anbragte børn og unge, som har medvirket i telefoninterviews eller besøgsinterviews. 932 kommunale sagsbehandlere har besvaret et postspørgeskema om deres anbringelsespraksis, og 765 anbringelsessteder, hvor børnene og de unge startede deres anbringelse, har fået et postspørgeskema. Der er en høj deltagelsesprocent af henholdsvis sagsbehandlere (94,1 %) og anbringelsessteder (79,6 %), mens kun 65,3 % af forældrene deltog i undersøgelsen.