Når man anbringer et barn. Baggrund, stabilitet i anbringelsen og det videre liv

Hvilken politik anbringer kommuner ud fra? Hvad karakteriserer de anbragte børn og unge, og hvad sker der med dem efter anbringelsen?

Indhold

I denne undersøgelse analyseres kommunernes anbringelsespolitik. Det analyseres, hvem de anbragte børn og unge er, og der er en analyse af, hvordan det går de anbragte børn og unge efter anbringelsen. Samtidig analyseres geografiske forskelle i anbringelsespolitikker.

Konklusion

Først og fremmest viser undersøgelsen, at der er stor variation mellem kommunerne med hensyn til ressourceforbruget på udsatte børn og unge, selv når der tages forbehold for de enkelte kommuners såkaldte problembelastning. For det andet viser undersøgelsen, hvem de udsatte børn er, og hvem der bliver anbragt.

Hvad angår den kommunale anbringelsespraksis, viser undersøgelsen, at der er store geografiske forskelle i anbringelse af børn og unge. Spredt ud over Danmarkskortet viser undersøgelsen meget store variationer i anbringelse mellem kommunerne, dog uden at der kan tegnes et specifikt mønster, f.eks. mellem by- og landkommuner, øst og vest eller lignende. Det eneste mønster, der viser sig, er, at der faktisk ikke er noget mønster.

De kommunale forskelle forklarer som udgangspunkt kommunernes forskellige anbringelsespraksis. Demografiske og socioøkonomiske forhold forklarer 52 procent af variationen i kommunernes udgifter til anbringelser.

Den anden halvdel af forklaringen på de kommunale forskelle skal findes i forskellige kommunale prioriteringer og forskellig sagsbehandlerpraksis eller noget helt tredje. Der er også stor forskel på, om de enkelte kommuner vælger at fokusere på forebyggelse eller anbringelse, samt hvilken type anbringelse, kommunerne vælger at bruge.

Undersøgelsen viser, at kommuner, der bruger tid og penge på forebyggende foranstaltninger, har færre anbringelser af børn og unge. Det er dog imidlertid ikke nødvendigvis, således at forebyggende foranstaltninger kan vurderes at modvirke eller reducere behovet for anbringelse. Det kan lige så godt være udtryk for, at de kommuner, der prioriterer forebyggelse, nedprioriterer anbringelse.

Hvad angår de anbragte børn, så viser undersøgelsen, at de er karakteriseret ved en række specifikke risikofaktorer: Forældrenes manglende uddannelse og/eller mangel på arbejde (kontanthjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse eller førtidspension), brudte familier (enlige mødre og samliv med andre mænd end børnenes forældre) og lav indtægt. En mellemstor gruppe af de anbragte børn har teenagemødre.

De børn, som har været anbragt, klarer sig dårligere på en lang række områder, sammenlignet med børn som ikke har været anbragt:

• Børn, som har været anbragt, opnår dårligere skoleresultater ved folkeskolens afgangseksamen.
• Børn, som ikke har været anbragt, opnår mere end et års længere uddannelse, sammenlignet med gruppen af børn, som har været anbragt.
• Sandsynligheden for at opnå en erhvervskompetencegivende uddannelse eller højere uddannelsesniveauer er langt mindre for tidligere anbragte børn.
• Børn, som har været anbragt uden for hjemmet, oplever langt større ledighed og svagere tilknytning til arbejdsmarkedet, end sammenligningsgruppen af ikke-anbragte børn.
• Børn, som har været anbragt, har tre gange så mange domme for kriminelle forhold som de børn, der ikke har været anbragt.

Metode

Registerdata til denne undersøgelse er hentet fra Danmarks Statistik, og undersøgelsen omfatter alle børn født i perioden 1980-2003 samt børn i alderen 0-17 år, der i perioden 1999-2003 har været anbragt uden for hjemmet.