Samarbejde mellem fagpersoner og forældre om trænings- og habiliteringsindsatser til børn og unge med handicap
I Danmark tilbydes familier til børn og unge med handicap en indsats i kommunalt regi, der spænder fra rådgivning og økonomisk støtte til træning og (re)habilitering ud fra barnets særlige behov.
Indhold
Denne rapport ønsker at skabe et aktuelt billede af gode kommunale helhedsorienterede trænings- og habiliteringstilbud, der imødekommer de behov, som familier til børn med betydeligt og varigt nedsat funktionsevne har. Formålet med initiativet er at give kommunerne inspiration til at identificere, sammensætte og tilbyde de mest velegnede tilbud til målgruppen.
Den undersøgelse, som denne rapport er resultatet af, har en række fokuspunkter, som gerne skal bidrage til positiv virkning på barnets sociale aktivitet, deltagelse, inklusion og udvikling. Fokus i rapporten er derfor:
- Forældreinddragende, -samarbejdende og familiecentrerede tilgange
- Koordinerede og sammenhængende forløb
- Tværfagligt samarbejde
- Helhedsorienteret perspektiv
- Dokumentation af indsatsen og dens resultater for barnet
Rapporten identificerer desuden en række praksisnære studier og uddrager i hvert kapitel væsentlige modeller og pointer derfra. Rapporten indeholder derudover uddrag fra interview med forældre, myndighedspersoner og fagpersoner fra fem forskellige kommunale tilbud til målgruppen.
Konklusion
Rapporten konkluderer blandt andet, at:
-
Det er vigtigt at fremme en ensartet og fyldestgørende informationsproces, når myndighedssiden indleder samarbejdet med familien til et barn med handicap. Det fremhæves, at det er vigtig på tilbudsniveau at etablere et godt forældresamarbejde, samt at dette kan gøres ved at fagpersonerne tager udgangspunkt i barnet og familiens behov, når de sætter tværfaglige hovedmål.
-
Tilbuddenes organisatoriske rammer præger det tværfaglige samarbejdes vilkår og former. Studierne nævner for eksempel, hvordan en koordinerende tovholder kan støtte familien og samle trådene omkring barnet, når det overgår fra ét tilbud til et andet, eller at en decideret koordinerende enhed kan sørge for, at brugere, der har behov for ydelser fra flere aktører, modtager en sammenhængende indsats.
-
Der eksisterer mange forskellige dokumentations- og testformer, hvilket begrænser muligheden for dels at skabe overblik over den samlede erfaring med metodernes anvendelighed og effekt, og dels at sammenligne resultater på tværs af området. Undersøgelsen viser også, at det er vigtigt at anse barnets problemstillinger som multifaktorielle, og at det derfor er vigtigt at modsvare problemstillingerne med en tilsvarende helhedsorienteret indsats.