Asylbørn i Danmark: en barndom i undtagelsestilstand
Hvad betyder asylbørnenes liv på asylcentrene for deres trivsel og fremtidsudsigter? Bogen giver indsigt i den eksisterende danske forskning på området.
Indhold
Denne bog kaster lys over asylsøgende børns livsvilkår i Danmark, som desuden sættes ind i en større sammenhæng af nationalstatslige, sociale, (geo)politiske, psykologiske, juridiske og menneskeretslige forhold. Bogen belyser, hvad asylbørnenes liv på asylcentrene betyder for deres trivsel, muligheder og fremtidsudsigter.
Bogen belyser forholdene ved hjælp af en række tværdisciplinære perspektiver herunder sociologisk, psykologisk, antropologisk, sundhedsvidenskabelig, juridisk, menneskeretslig og politologisk. Dette giver dybdegående indsigt i forskellige aspekter i børnenes og familiernes tilværelse. Antologiens forfattere repræsenterer således et bredt spektrum af relevante institutioner, forskningstraditioner og faglige perspektiver på asylbørn.
Bogen er inddelt i tre hoveddele herunder:
- Leveforhold: Denne del belyser asylbørnenes baggrund og opholdet på asylcentre. Det påpeges blandt andet, at opholdet, særligt den venteposition børnene og familierne befinder sig i, kan have meget skadelig virkning.
- Konsekvenser: Denne del sætter fokus på trivsel, ventetid samt asylbørns psykiske lidelser og langtidsfølger som resultat af livet på asylcentrene.
- Historiske og retlige rammer: Denne del beskriver dansk asylpolitik, børnenes status i asylsystemet, samt juridiske rammer og rettigheder.
Slutteligt diskuteres hovedpointerne i forhold til asylpolitikkers dilemmaer og konflikter.
Formålet med bogen er at tydeliggøre, gennem et kvalificeret vidensmæssigt indspark, at rammerne for børnenes liv præger deres trivsel og muligheder. Derudover har bogen til formål, i forlængelse af den politiske og samfundsmæssige debat at tydeliggøre, at rammerne for børnenes liv er politisk bestemte og at de principielt står til forhandling og forandring.
Bogen henvender sig til alle, der ønsker dybdegående indblik i den eksisterende forskning, der findes på området omhandlende asylbørns livsvilkår på danske asylcentre og de alvorlige vanskeligheder, det kan medføre for børnene.