Børn, der flygter alene - Politisk og samfundsmæssig kontekst og forskningsmæssige perspektiver
Hvad er det for nogle samfundsmæssige forhold, der danner rammen om uledsagede flygtningebørns situation i Danmark? Det kan du læse meget mere om i nærværende rapport, der giver indsigt i, hvordan bl.a. institutionelle forhold har betydning for målgruppens hverdagsliv.
Indhold
Nærværende rapport er en del af forskningsprojektet Børne- og hverdagslivsperspektiver på anbringelser af uledsagede flygtningebørn og -unge. Forskningsprojektet er foranlediget i forbindelse med, at Roskilde Kommune i 2015 tog initiativ til at udvikle og kvalificere deres anbringelsesformer for uledsagede mindreårige. På daværende tidspunkt boede de fleste på døgninstitutioner og kommunen ville derfor afprøve muligheder for at anbringe uledsagede mindreårige i plejefamilier.
Rapporten udgør første fase (ud af tre) i forskningsprojektet, herunder de dokumentstudier, som danner baggrund for de empiriske studier.
Rapporten indeholder følgende hovedkapitler:
- Forskning om børn, kultur og hverdagsliv. Her beskrives den tidligere forskning om uledsagede flygtningebørn og -unge, barndom og børneperspektiver samt kultur, identitet og nation.
- Temaer og dilemmaer i anbringelser af uledsagede mindreårige. Kapitlet beskriver både overvejelser bag og erfaringer med anbringelser i plejefamilier, på døgninstitutioner eller i egen bolig.
- Uledsagede mindreårige flygtninge: Lovgivning og konventioner. I dette kapitel gennemgås målgruppens rettigheder herunder internationale konventioner og national lovgivning.
Kapitlerne illustrerer tilsammen de temaer og udfordringer, der former målgruppens livssituation. Endvidere udgør kapitlerne tilsammen en kontekstualisering af de erfaringer, som uledsagede mindreårige flygtningebørn gør sig. På den ene side er disse erfaringer lokale og specifikke, på den anden side er det nogle almene erfaringer, som må forstås på baggrund af samfundsmæssige forhold.
Metode
Rapporten bygger på juridiske dokumenter og vejledninger, rapporter og evalueringer og analyser samt forskningslitteratur.