Du kan godt sige til dem, der er ingen forskel mellem os og dem
I denne rapport fra Børnerådet fortæller børn om at være flygtet og familiesammenført samt om at møde børn, der er flygtet.
Indhold
Rapporten omhandler børn, der er flygtet eller blevet familiesammenført blandt andet på grund af krig i deres hjemland. De har fået opholdstilladelse og er blevet visiteret til en af landets kommuner. Børnerådet stiller i rapporten skarpt på de første år efter, at børnene og deres familier er ankommet til en kommune.
Børnerådet har gennemført undersøgelsen med og om denne målgruppe med henblik på at kvalificere den støtte og de indsatser, som professionelle og frivillige varetager med målgruppen for eksempel i skolen, i en af kommunernes forvaltninger eller i foreningslivet.
I forbindelse med undersøgelsen har Børnerådet blandt andet talt med 11 syriskfødte børn, der har været i Danmark mellem to og fire år. Dertil har Børnerådet spurgt mere end 3.722 børn, der går i 7. klasse om, hvad de ved og mener om flygtninge og talt med 24 børn, der er født og opvokset i Danmark om, hvordan de tror, det er at være barn og flygtet til Danmark.
Hovedindholdet i rapportens kapitler er en formidling af disse tre forskellige børneperspektiver. Rapporten indledes med et kapitel, der rammesætter flygtningesituationen i international og dansk kontekst samt gengiver nogle af børnenes oplevelser fra flugten. Rapporten afsluttes med et kapitel om Børnerådets anbefalinger til de myndigheder og voksne, der møder børnene i dagligdagen.
Undersøgelsen er støttet af VELUX FONDEN og er en del af projektet ’Børn som eksperter’.
Konklusion
Følgende er blot et mindre udpluk af Børnerådets meninger på området, som fremgår af kapitlet ’Børnerådet mener’:
- For at kunne fokusere på barnets trivsel, er det vigtigt, at fagfolk arbejder ud fra et helhedssyn i forhold til familien.
- De syriskfødte børn udtrykker, at de har behov for at fortælle, hvad de har været igennem inden de fik opholdstilladelse i Danmark. Derfor er der brug for systematisk at sikre, at børnene i trygge rammer får mulighed for at tale om deres oplevelser.
- Selvom familierne er i sikkerhed, vidner de syriskfødte børns beretninger om, at tilværelsen på den anden side af krigen i et eksilland også er præget af en række stressfaktorer. Her gælder det, at fagfolk identificerer og mindsker disse, så de ikke hindrer familiernes trivsel og integration.
Metode
Rapporten er skrevet på baggrund af tre forskellige kilder: Enkeltinterview med elleve syriskfødte børn mellem 12 og 13 år, der har været i Danmark mellem to og fire år; gruppeinterview med i alt 24 danskfødte børn, som går i 7. klasse; samt resultater fra en kvantitativ undersøgelse blandt 3.722 børn i 7. klasse, der har besvaret et elektronisk spørgeskema om deres erfaringer med og viden om børn, der er flygtet eller blevet familiesammenført.