Et spørgsmål om ære - Idékatalog
Dette idékatalog har til formål at virke som inspiration til at hjælpe unge med etnisk minoritetsbaggrund, som er udsat for social kontrol og æresrelaterede konflikter.
Indhold
Idékataloget bygger på unges egne bud på, hvordan man kan forebygge og modvirke social kontrol og æresrelaterede konflikter.
I idékatalogets første kapitel kan du læse om, hvad social kontrol og æresrelaterede konflikter er.
Andet kapitel beskriver nogle af de ting, som man skal være opmærksom på, når man arbejder med social kontrol, hvilke tegn på social kontrol der kan vise sig hos den unge samt nogle af de særlige udfordringer, der kan være i arbejdet med etniske minoritetfamilier.
Tredje kapitel handler om, hvad man kan gøre for at forebygge social kontrol og æresrelaterede konflikter. Kapitlet giver idéer til, hvad man som medarbejder i kommunen, pædagoger, lærere og sundhedsfagligt personale kan gøre. Desuden giver kapitlet inspiration til, hvordan man kan tilrettelægge undervisningen i folkeskolen i forhold til de unges behov samt hvilke indsatser målrettet forældrene man kan sætte igang.
Kapitel 4 indeholder tre cases om unge, som selv har været udsat for social kontrol og/eller æresrelaterede konflikter. De tre cases handler om:
- Baris, som var splittet imellem sine egne ønsker og sin mors ønsker for hans uddannelsesvalg og fremtid.
- Amina, som har været udsat for stærk social kontrol.
- Fahad, som gennem sin ungdom prøvede at holde det hemmeligt, at han er homoseksuel, hvilket resulterede i stress og angst for at blive opdaget.
Metode
Kataloget er baseret på interviews med unge, som er eller har været udsat for social kontrol og/eller æresrelaterede konflikter.