Evaluering af Projekt Frydlege
Viborg Kommune har gennemført et pilotprojekt med en implementering af legemetoden “Frydlege” målrettet traumatiserede flygtningebørn - i denne evaluering kan du læse om effekterne af projektet.
Indhold
Projekt Frydlege er en legemetode, hvor en gruppe børn mødes og præsenteres for meget strukturerede lege og aktiviteter efter en fremgangsmåde beskrevet i en manual udarbejdet og afprøvet i et samarbejde mellem Varde Kommune og psykiatrien i Region Syddanmark. Det er denne manual, Viborg Kommune har taget udgangspunkt i, da implementeringen af Projekt Frydlege fandt sted.
Tilgangen beskrevet i manualen har fokus på gennem leg at gøre børn trygge og opbygge deres tillid til sig selv og andre, så de får bedre forudsætninger for at udvikle aldersrelevante færdigheder, særligt inden for de områder af deres udvikling, som typisk er ramt af traumerne.
Metode
I projektet har Viborg Kommune afprøvet manualen i perioden januar 2017 til udgangen af maj 2017 på to skoler og i to børnehaver. Der har været etableret fire legegrupper bestående af i alt 40 børn fra flygtningefamilier. Børnene har været i aldersspændet fra to til ti år.