Indsatsen for tosprogede elever - kortlægning og analyse
På fire ud af fem skoler bliver tosprogede elever taget ud af klassen til parallel særundervisning i dansk som andetsprog. Ifølge bekendtgørelsen om folkeskolens undervisning i dansk som andetsprog skal denne undervisning helst foregå i klassen sammen med klassekammeraterne eller som ekstraundervisning efter skoletid. Læs mere i denne rapport fra SFI om indsatsen for tosprogede elever.
Indhold
Formålet med denne undersøgelse har været at kortlægge indholdet i og udbredelsen af indsatser rettet mod tosprogede elever i de danske folkeskoler, samt at se på om kommunernes og skolernes særlige arbejde med de tosprogede elever har betydning for elevernes succes i skolen. Succes i skolen er imidlertid svær at måle. Undersøgelsen anvender derfor tre mål, som hver især indfanger noget af det, der skal til for at have succes i skolen, og som samtidig har betydning for mulighederne i det videre uddannelsessystem:
-
Elevernes karakterer ved folkeskolens afgangsprøve
-
Trivslen i skolen
-
Overgangen til ungdomsuddannelse.
Som udgangspunkt for analyserne af kommuners og skolers indsatser for de tosprogede elever indledes rapporten med en beskrivelse af de tosprogedes vej fra før skolestart til ungdomsuddannelse.
Konklusion
Undersøgelsen viser, at fire ud af fem skoler vælger at give den supplerende undervisning i dansk som andetsprog uden for klassen i den almindelige undervisningstid. Samtidig viser undersøgelsen, at det på skoler med få tosprogede elever har en negativ betydning for de tosprogedes generelle faglige niveau, at de sendes ud af klassen for at modtage særundervisning. De går herved glip af den almindelige klasseundervisning og får svært ved at følge klassekammeraternes faglige niveau. Omvendt har det har en positiv betydning for deres faglige niveau, hvis de får sprogstøtten i klassen eller som ekstraundervisning efter skoletid. Den model er også anbefalet i bekendtgørelsen om folkeskolens undervisning i dansk som andetsprog.
Hos kommunerne er der støtte til indsatserne for tosprogede elever, men kun hver fjerde skole har formuleret krav i årsplanerne om, at dansk som andetsprog skal indgå i undervisningen, hvis der er tosprogede elever i klassen. Skolelærerne oplever heller ikke, at skoleledelsen har fokus på denne del af undervisningen.
Metode
Undersøgelsen er baseret på spørgeskemadata indsamlet fra:
-
Kommunernes skoleforvaltninger
-
Skoler med mange tosprogede elever (det vil sige mere end landsgennemsnittet på 10 %)
-
Skoler med få (3-10 %) tosprogede elever
Fra skolerne har skolelederen, lærere i 2. og 9. klasse, tosprogede elever i 9. klasse samt forældre til tosprogede elever i 2. klasse besvaret et spørgeskema. Endelig er der inddraget data fra registre i Danmarks Statistik og i Ministeriet for børn og undervisning, ligesom SFI’s forløbsundersøgelser af henholdsvis danske og etniske børn født i 1995 er blevet anvendt.