Man skal bare sige det - Etniske minoritetsbørns fortællinger fra kvindekrisecentre

Denne rapport handler om børn og unge på krisecentre, som kommer fra etniske minoritetsfamilier, der har oplevet vold. Undersøgelsen sætter fokus på og giver indsigt i børnenes og de unges egne livshistorier gennem kvalitative interview.

Indhold

Denne rapport er et tillæg til børnestatistikken 2004 og sætter fokus på børn fra etniske minoriteter på krisecentrene. Rapporten sammenfatter resultaterne af børnestatistikken og undersøger på baggrund heraf, gennem 18 kvalitative interview med børn og unge, om der knytter sig særlige vilkår og belastninger til det at være barn af en etnisk minoritetsfamilie, hvor vold forekommer samt hvilke perspektiver denne viden medfører i form af muligheder for at give etniske minoritetsbørn den bedste støtte under og efter ophold på krisecentret.

Rapporten er opdelt i fire dele. Første del sammenfatter resultaterne fra børnestatistikken og giver indsigt i kernebegreber som børn, vold og belastningsgrader. Anden del præsenterer undersøgelsens børn og unge. Tredje del handler om børnenes fortællinger. Fjerde del indeholder undersøgelsens konklusioner og perspektiveringer.

Konklusion

Rapporten konkluderer, at:

• Børnene er på krisecenter med deres mødre, fordi mødrene har været udsat for vold. Men undersøgelsen viser, at børnene er medofre og har brug for en særlig indsats, som tager udgangspuntk i barnets problemer. En mindre gruppe af undersøgelsens børn oplever, at de ikke har nogen til at støtte dem og tale om deres problemer med. Børnene peger desuden på, at de har brug for fagpersoner, som kan hjælpe dem.
• Børnene i undersøgelsen har haft forskellige oplevelser med vold, hvoraf de fleste synes gode til at mestre deres situationer. Undersøgelsen peger dog på, at der er risiko for, at børnene udvikler traumatiske eftereaktioner, hvis de eksempelvis forsøger at tie oplevelserne væk. En del af børnene bagatelliserer umiddelbart deres oplevelser med vold og overgreb, selvom historierne handler om både incest, fysisk og psykisk vold, trusler med mere.
• Arbejdet med børn fra etniske minoriteter er en balancegang mellem på den ene side at tage højde for kulturelle faktorer og på den anden side at betragte det enkelte barn uafhængigt af denne viden.
• Ophold på krisecentret får ikke barnet til at føle, at deres baggrundkultur er en problematisk faktor. Samtidigt kalder de fleste af børnene sig selv for udlændinge eller fremmede, hvilket kan være et udtryk for, at de føler sig marginaliserede.
• Børnene har ofte oplevet og forstået mere end deres mødre er klar over. Det viser sig, at mange af dem også selv har været udsat for vold.
• Familierne, som har oplevet vold, er generelt tavse omkring det. Børnene stiller derfor sjælendt spørgsmål eller viser tydelige tegn på, at de har oplevet vold. Børnene har derfor brug for at blive mødt aktivt på krisecentrene.
• Børn af etniske minoriteter er ikke nødvendigvis særligt belastede. Nogle børn er forvirrede over ikke at vide, hvor de hører til, mens andre oplever det som positivt at have flere strenge at spille på.
• Det kræver indsigt, tålmodighed, tid til livshistorier og kulturel bevidsthed at hjælpe børnene med at bearbejde deres oplevelser.

Metode

Undersøgelsen er baseret på 18 kvalitative interview med etniske minoritetsbørn og unge, der enten har opholdt sig eller opholder sig på krisecenter.