Socialpædagogisk arbejde – Med mindreårige flygtninge der søger asyl

Der har ikke siden 2. Verdenskrig været så mange mindreårige flygtninge, som der er i dag. De mindreårige flygtninge har kun begrænsede rettigheder i det land, de ankommer til, og derudover er de særligt udfordrede i forhold til det faktum, at ingen voksne har ansvaret for dem.

Indhold

Udgangspunktet for denne rapport er at finde ud af mere omkring de mindreårige flygtninge: Hvem er de og hvordan er deres livsomstændigheder? Hvordan arbejder socialpædagoger med disse mindreårige, i forhold til de inklusionsstrategier der er til stede i samfundet?

Rapporten har helt specifikt fokus på uledsagede mindreårige asylansøgere – en udsat gruppe på grund af deres meget usikre livssituation, deres ensomhed og det faktum, at de er en minoritet inden for en bred gruppe af flygtninge i udsatte positioner. Men det er også en stærk gruppe, når man ser på den styrke, der er mobiliseret ved flugt under meget udfordrende vilkår. En styrke der, for socialpædagoger, er vigtig at se og arbejde med. Uledsagede mindreårige flygtninge er i denne rapport defineret som mindreårige, der er flygtet uden deres forældre eller anden voksen/voksne med ansvaret for dem. De mindreårige er uden permanent opholdstilladelse, og de har ikke nødvendigvis status som flygtninge i henhold til Flygtningekonventionen.

Konklusion

Rapporten viser blandt andet, at:

Der tegner sig et blandet billede af de flygtningebørn, som er fokus for denne undersøgelse. Nogle flygter fra borgerkrig, et liv som børnesoldat, konflikter og fattigdom, mens andre flygter fra vold i deres egen familie eller andre uværdige livsforhold. Den største andel af de mindreårige er drenge. Fælles for dem alle er dog ønsket om at forbedre deres livssituation og håbet om en bedre fremtid. Ofte har ruten været nøje planlagt og involveret mange forskellige mennesker – og ikke kun menneskesmuglere. For nogle har flugten været decideret traumatiserende med mange stop undervejs og lange perioder i skjul.

Socialpædagogerne prøver at motivere børnene og de unge til at opbygge et netværk uden for centeret, så de får en fornemmelse af livet udenfor og måske i det små får opbygget relationer. Særligt i den danske empiri lægger socialpædagogerne vægt på at udforske verden sammen med børnene eller de unge. Dette indebærer eksempelvis deltagelse i motionsløb eller udflugter.

Det omkringliggende samfund har betydning for børnene og de unges trivsel. Det kan være i forhold til opbygning af netværk, men også bare det at føle sig velkommen, når man går til købmanden eller tager bussen. Negative indstillinger til de mennesker, der kommer fra andre lande, såsom flygtninge, vanskeliggør selvsagt de mindreåriges situation. Der ligger således et politisk opdragelseselement i at dæmme ned for ekskluderende mekanismer i de miljøer, der omgiver børnene og de unges midlertidige hjem, ligesom socialpædagogernes dialog med nærmiljøet har stor betydning.

Børnene eller de unges trivsel er afhængig af, at systemer og attituder omkring dem er funderet på respekt for den særlige livssituation, som de befinder sig i.

Metode

Rapporten er baseret på interviews med 11 socialpædagoger, primært kvinder, og to uledsagede mindreårige asylansøgere (piger). Derudover besvarede syv socialpædagoger spørgsmål fra interviewguiden i form af et spørgeskema, og fem uledsagede mindreårige asylansøgere (drenge) gjorde det samme. Fem af socialpædagogerne arbejder på bosteder i Israel, to på et center i Danmark, fire på et center i Spanien, seks på et bosted i Italien og en arbejder hos de sociale myndigheder i Rom.