Sprog er en gave - Sprogstimulering og forældresamarbejde
Mødeguide og værktøjer til samarbejde med og inddragelse af forældre til tosprogede børn i dagtilbud.
Indhold
Dette er én af tre mapper til dagtilbud, dagpleje med videre, der arbejder med tosprogede børns sproglige udvikling og forældresamarbejde. Serien af mapper består af følgende:
- Sprogstimulering i dagtilbud: Mødeguide og dialogværktøjer til sprogstimulering af tosprogede børn i dagtilbud
- Sprogstimulering og forældresamarbejde: Mødeguide og værktøjer til samarbejde med og inddragelse af forældre til tosprogede børn i dagtilbud
- Sprogstimulering i hjemmet: Inspirationkatalog med idéer og værktøjer til forældre til tosprogede børn i dagtilbud
Mapperne er udviklet som en del af projektet "Sprog er en gave – samarbejde med tosprogede forældre til børn i dagtilbud". Målgruppen er tosprogede børn i alderen tre år til skolestart.
Denne mappe indeholder en mødeguide til brug for personale i dagtilbud, dagpleje med videre. Formålet er at understøtte diskussion i personalegruppen om udvikling af samarbejde med og inddragelse af forældre til tosprogede børn. Mødeguiden kan danne udgangspunkt for en refleksion over, hvordan personalet kan skabe tillid gennem dialog, og inddrage forældrene i barnets sproglige udvikling – både i dagtilbuddet og derhjemme. Guiden kan anvendes i sin helhed eller ved udvælgelse af de emner og øvelser, som personalegruppen finder interessante og relevante. Mødeguiden kan således indgå som et redskab for personalet i arbejdet med tosprogede børn på forskellige måder og i forskellige sammenhænge.