Ud på gulvet – Lege, der styrker børns sprog og sociale færdigheder
Dette hæfte er skrevet til pædagoger, terapeuter, lærere eller sprogkonsulenter, som til dagligt arbejder med børn i indskolingsalderen – særligt tosprogede børn. Hvis du ønsker at styrke børnenes sociale og sproglige færdigheder og gerne vil have alle børnene med, kan du bruge dette hæfte som hjælp.
Indhold
Hæftet fra Integrationsnet bygger på erfaringer fra Projekt Skole-parathed, der er afviklet i perioden 2011-2013 i Gellerup og Viby med støtte fra Social-, Børne-, og Integrationsministeriet samt Aarhus Kommune. Hæftet indeholder redskaber og metoder, som du kan bruge til at møde hvert barn der, hvor de er, og hjælpe dem videre derfra.
Projekt Skoleparathed har bestået af 16 gruppeforløb for børnehavebørn, der skulle starte i skole det følgende år. I perioden mødtes grupperne en time om ugen i 20 uger. Hver gruppe inkluderede op til seks børn. En projektmedarbejder fra Integrationsnet og en pædagog fra børnenes institution var ledere for gruppen.
Projektets formål var at udvikle de sociale og sproglige kompetencer hos socialt udsatte tosprogede børn for at støtte deres overgang fra børnehavebarn til skole. De deltagende børn havde problemer med impulskontrol, konfliktløsning, socialt samvær, at tage initiativ og ’byde ind’ samt sprogligt udtryk og forståelse.
Målet var, at børnene skulle blive mere bevidste om sig selv og deres kropssprog og få mod og tillid til, at de havde noget vigtigt at byde ind med. Der blev brugt musik, leg og historier til at sætte børnenes følelser og fantasi i centrum.
Hæftets opbygning:
Hæftets første afsnit handler om at lede en børnegruppe. Dette afsnit indeholder gode råd om, hvordan du skaber en harmonisk gruppe og et trygt rum. Hæftets andet afsnit er en lege-håndbog, som gennemgår en lang række lege og aktiviteter. Sidst i hæftet finder du forslag til musik og billedbøger.
Konklusion
De pædagoger, der deltog i Projekt Skoleparathed forklarede, at de gennem aktiviteterne fik mulighed for at få øje på nye ressourcer hos børnene, som de ikke oplevede til daglig. Pædagogerne hjalp i hverdagen børnene til at anvende sociale redskaber fra legene. De oplevede forskellige fremskidt hos børnene - bl.a.:
- At børnene blev bedre til at handle selvstændigt og give udtryk for deres følelser og meninger.
- At børnene i mindre grad var bange for at sige noget forkert, at de blev bedre til at række hånden op før de talte og deltog mere aktivt i gruppesamtaler.
- At børnene blev bedre til at koncentrere sig om én aktivitet i længere tid af gangen og til at inkludere andre i lege.
- At børnene udviste glæde ved at læse og var i stand til at huske samt anvende de ’svære ord’, som de blev introduceret til gennem historierne.