Egentlig altid mest levende - om unge og psykisk sygdom
I bogens første del beskrives 13 unge med forskellige psykiske problemer og diagnoser. Fortællingerne er realistiske og forståelige. Anden del indeholder informationer om psykiske sygdomme, brug af diagnoser, informationer om tavshedspligt, diagnoser og indlæggelser m.m. Der er også en række adresser på patientforeninger med særlige tilbud til unge.
Indhold
Bogens første del, fortællinger om unge, beretter om 13 unge med forskellige grader af psykiske problemer og diagnoser. De spænder fra Mona, som er udmattet og kæmper for meget, til Kristian, som får en psykose. Fortællingerne om de unge er beskrevet på en realistisk og forståelig måde. Det er også fortællinger om, hvordan en kæreste, en søster eller en datter kan opleve psykisk sygdom hos en, de holder af.
Bogens anden del indeholder ni kapitler med nyttig information, blandt andet om psykiske sygdomme, brug af diagnoser, hvor man kan få hjælp, tavshedspligt, indlæggelse, medicin og prognose – alt fremstillet på en nuanceret måde. Her finder man også henvisninger til, hvor man kan finde nyttige adresser, hvis man vil klage over behandling eller kontakte forskellige foreninger, som har særlige tilbud til unge.
Et hovedbudskab til de unge og deres pårørende er, at uanset hvad problemet er, så er det muligt at få det bedre. Og der er gode eksempler på, hvordan voksne, for eksempel en lærer, kan komme til at spille en afgørende rolle.