En undersøgelse af forekomsten af potentielt traumatiserende oplevelser og Post Traumatisk Stress Syndrom blandt Grønlandske unge
I rapporten kan du tilegne dig viden om forekomsten af traumeeksponering hos grønlandske unge.
Indhold
I denne rapport fra Videnscenter for Psykotraumatologi, Syddansk Universitet kan du læse om en undersøgelse, hvor 269 elever fra 4 forskellige skoler i Grønland har deltaget. Undersøgelsen har haft følgende to formål:
- At fastlægge forekomsten af potentielt traumatiserende oplevelser (PTO’er) og Post Traumatisk Stress Syndrom (PTSD) blandt Grønlandske unge.
- At undersøge forholdet mellem potentielt traumatiserende oplevelser, PTSD og bestemte sociodemografiske mål.
Rapporten indeholder et kort oprids, en definition af centrale begreber, en indledning, en metodebeskrivelse, et afsnit med undersøgelsens resultater, en diskussion samt en konklusion med tabeller.
Konklusion
Undersøgelsen viser overordnet, at:
- 86 % af de grønlandske unge har været udsat for mindst én potentielt traumatiserende oplevelse (PTO) og 74 % har været vidne til, eller på anden måde været indirekte udsat for, mindst én potentiel traumatiserende oplevelse.
- Det gennemsnitlige antal direkte PTO’er var 2,8 pr. studerende og det gennemsnitlige antal indirekte PTO’er var 3,9 pr. studerende.
- At der er en betydelig forekomst af mentale sundhedsproblemer blandt grønlandske unge og at disse problemer er relateret til potentielt traumatiserede oplevelser. Pigerne er særligt sårbare i forhold til PTO’er og rapporterede også en højere forekomst af disse.
Metode
Ved hjælp af en række spørgeskemaer, har 269 elever fra 4 forskellige skoler i Nordvest Grønland rapporteret, hvilke PTO’er de har været udsat for samt hvilke symptomer, de har haft som følge af disse oplevelser.