Evaluering af pulje til opsporing og screening af unge på erhvervsuddannelser. Afsluttende evaluering.
I denne evaluering kan du læse om et forsøg med opsporing, screening og psykologisk rådgivning til unge erhvervsskoleelever, der er frafaldstruede på grund af psykiske vanskeligheder.
Indhold
I Psykiatriaftalen 2011-2014 blev der udmeldt to ansøgningspuljer: 1) Pulje til støtte til familier med børn med psykiske vanskeligheder, og 2) Pulje til opsporing og screening af unge på erhvervsuddannelser. Nærværende rapport omhandler sidstnævnte og sætter fokus på projektpuljens tilrettelæggelse, implementering og effekter.
Baggrunden for ansøgningspuljen var den fortsatte udfordring i form af et øget antal unge, der henvises til børne- og ungepsykiatrien. I perioden 2004 til 2010 skete der bl.a. en stigning på 131 pct. i antallet af børn og unge, der blev henvist til børne- og ungdomspsykiatrien. Dette skyldes især en stigning i antallet af ADHD diagnosticerede, men også antallet af unge med ASD og affektive forstyrrelser. Desuden viser undersøgelser, at et stort antal unge frafaldt deres uddannelse på grund af psykiske vanskeligheder.
Formålet med projekterne Pulje til opsporing og screening af unge på erhvervsuddannelser er at opspore, screene og yde støtte og rådgivning til elever, der er frafaldstruede på grund af deres psykiske vanskeligheder. Det overordnede sigte er at øge elevernes trivsel og selvtillid og sikre, at de gennemfører en ungdomsuddannelse.
Nærværende rapport er inddelt i 7 overordnede kapitler:
- Indledning: Her beskrives baggrunden og formålet med puljerne samt analysedesign, metode og datakilder.
- Konklusion: I dette kapitel kan du blive klogere på puljens resultater og effekter, projekternes indhold og aktiviteter samt projekternes implementering.
- Indsatsernes indhold og aktiviteter: Kapitlet beskriver puljeprojekternes indsatser og aktiviteter.
- Deltagernes baggrund og profil: Her præsenteres deltagerne i indsatsen.
- Puljens resultater og effekter: Kapitlet formidler effekterne for puljen og beskriver den udvikling, deltagerne har opnået gennem indsatserne.
- Implementeringsfaktorer: De centrale faktorer, der her beskrives, er ledelsens rolle, organisering og samarbejdspartnere, målgruppen, medarbejderne samt kompetenceudvikling og opkvalificering.
- Forankring af indsatsen: I dette kapitel sammenfattes forankringen af indsatserne efter endt projektperiode.
Konklusion
Evalueringen af Pulje til opsporing og screening af unge på erhvervsuddannelser konkluderer blandt andet:
- Indsatserne bidrager til øget trivsel for frafaldstruede elever, samt at elevernes frafald mindskes. Udviklingen er størst på de parametre, hvor elevernes ved førmålingen havde angivet de største udfordringer.
- Indsatserne bidrager til et lavere frafald blandt de elever, der ved forløbsstart var i reel risiko for depression eller stressbelastning.
- I forhold til de fagprofessionelle er der også positive erfaringer med udbyttet idet vejledere, mentorer og undervisere er blevet mere fortrolige med brugen af screeningsredskaber og samtaler med eleverne om deres trivsel.
- Ledelsesmæssig opbakning af indsatsen har betydning for implementeringen - dog har denne opbakning været af varierende karakter.
- Det er desuden væsentligt at tage højde for de fysiske rammers betydning for implementeringen af indsatsen.
- Det er vigtigt at afmystificere og af-tabuisere "det at gå til psykolog", særligt blandt mandlige elever.
- Der har været stort engagement blandt projektmedarbejderne til indsatsen.
Metode
Evalueringens resultater bygger på forskellige datakilder, herunder spørgeskemaer, som de unge på erhvervsskolerne skal besvare. Endvidere er der foretaget en basisregistrering af alle deltagerne i indsatsen og en progressionsmåling blandt deltagerne, det vil sige en før- og eftermåling.