MST-Guide til arbejdet med ADHD
Multisystemisk Terapi er et behandlingstilbud til unge mellem 12 og 17 år, som har alvorlige adfærdsvanskeligheder og stor risiko for at skulle anbringes uden for hjemmet. Familier med ADHD-problematikker udgør en væsentlig andel af de familier, som modtager MST-behandling i Danmark. Formålet med denne guide er at styrke MST-arbejdet, når der er ADHD-problematikker hos den unge eller forældrene.
Indhold
Denne guide har til formål at formidle de virksomme elementer i MST, når familier har ADHD-problematikker.
Guiden starter med at sætte fokus på forskellige faktorer, der er medvirkende til ADHD-problematikker og måder at forstå ADHD på. Derudover beskriver guiden forskellige teorier om ADHD, og hvad der særligt er på spil, når man har med unge og ADHD at gøre. Derefter videregives erfaringer fra praksis og ideer til, hvordan MST-metoden bedst anvendes i familier med ADHD-problematikker.
Guiden er primært målrettet MST-terapeuter, da den sætter fokus på de særlige elementer i MST, som med fordel kan vægtes i familier med ADHD-problematikker. Men øvrige fagpersoner kan også få gavn af guiden. Det gælder for fagpersoner, der arbejder i familier, hvor den unge har ADHD-diagnosen, eller familier hvor den unge ikke har diagnosen, men har vanskeligheder med opmærksomhed, koncentration og/eller hyperaktivitet.
Metode
Erfaringerne fra praksis er indsamlet fra danske MST-terapeuter via fokusgruppeinterviews. Guiden er således baseret på en kvalitativ erfaringsopsamling uden kvantitative målinger eller statistik, og konklusionerne og anbefalingerne skal derfor vurderes herefter.