Unge, uddannelse og sårbarheder - Hovedresultater fra projektet psykisk sårbare unge
Denne bog præsenterer forskellige forståelser af sårbare unge og nogle af de vanskeligheder, som de kan have ved at gennemføre en uddannelse. Bogen har til formål at præsentere nye perspektiver på dette for derigennem at biddrage til, at flere unge gennemfører en uddannelse.
Indhold
Bogen er resultatet af et projekt om pyskisk sårbare unge i uddannelsesinstitutionerne og har til formål at tilvejebringe ny viden indenfor området med henblik på, at flere unge får mulighed for at gennemføre en uddannelse.
Bogen præsenterer indledningsvist forskellige perspektiver på begreberne unge, frafald og sårbarhed for at vise, at der findes forskellige problemforståelser. Bogens syn på sårbarhed er, at det er processuelt, interaktionelt og kontekstuelt. Bogens første kapitler bygger på interviews med de unge og ser nærmere på:
- Hvordan sårbare unge kategoriseres og kommunikeres i institutionelle sammenhænge
- Hvordan samfundsmæssige forandringer og vilkår har betydning for de unges muligheder for uddannelse
- Hvordan forskellige sociale og kulturelle baggrunde har betydning for måden, som unge møder og håndterer institutionaliserede krav om at gå i gymnasiet
- Hvordan institutionelle klassifikationer kan have betydning for den unges identitet og adfærd
- Hvordan inklusions- og eksklusionsprocesser i sociale- og fagligefællesskaber har konsekvenser for de unge og deres mulighed for at gennemføre en uddannelse
Bogens næstsidste kapitel bygger på gruppeinterviews med psykologer, mentorer, vejledere og undervisere og viser, hvordan institutionelle logikker kan være med til at skabe bestemte institutionelle identiteter, roller og opgaver hos medarbejderne. Kapitlet ser bl.a. på, hvilke bestemte roller og identitetet der knytter sig til de forskellige stillingsbetegnelser/funktioner.
Konklusion
- Forskellige perspektiver er med til at skabe forskellige forståelser af sårbarheder og årsager hertil.
- Sårbarhed kan ses som noget, der skabes strukturelt, institutionaliseret, institutionelt og interaktionelt.
Strukturelle sårbarheder. De strukturelle sårbarheder kommer af de samfundsmæssige forandringer og politiske strategier, der stiller krav til de unge om, at de skal træffe et uddannelsesvalg. Institutionaliserede sårbarheder. De institutionaliserede sårbarheder skal ses i sammenhæng med den standardiserede normalbiografi for unge, der findes på nogle uddannelsessteder. Institutionelle sårbarheder. De institutionelle sårbarheder kommer af klassifikationer, som de forskellige systemer benytter sig af som fx elev, klient og patient. Det kan være svært at tilkæmpe sig en identitet som "normal" elev, hvis man har en diagnose.
Interaktionelle sårbarheder. De interaktionelle sårbarheder knytter sig til inklusions- og eksklusionsprocesser i sociale og faglige fællesskaber og de konsekvenser, som disse har for de unge.
- Uddannelsernes institutionaliserede svar på unges udfordringer er med til at forhindre de unges uddannelsesdeltagelse og elevidentitet.
- Unge, der klassificeres som klienter eller patienter, ekskluderes fra de almindelige samfundsmæssige institutioner og står som marginaliserede.
- Konsekvenserne ved de institutionelle sårbarheder er, at inklusion af de unge afhænger af de unges selvpræsentationer og ikke af institutionens evne til at skabe faglige og sociale fællesskaber.
- Der er mangel på vejledningsmæssige svar, som matcher de unges behov.
Metode
Bogens analyser tager udgangspunkt i fire forskellige typer af empirisk materiale:
- Research af eksisterende forskning vedørende unge, uddannelse og sårbarhed.
- Feltnoter fra besøg på medvirkende institutioner og fra institutionernes hjemmesider mm.
- Individuelle semistrukturerede interviews med 25 unge i alderen 17-23 år i og omkring de medvirkende institutioner.
- Fire gruppeinterviews med medarbejdere (psykologer, vejledere, mentorer og undervisere).