Unges selvskadende adfærd - 2001-2011
Center for Selvmordsforskning har siden 2001 gennemført spørgeskemaundersøgelser om unges selvsskadende adfærd. Denne rapport indeholder resultaterne af ti års forskning om sårbarhed, selvskade, selvmordsforsøg og selvmord blandt unge i aldersgruppen 13-19 år, og har fokus på den udvikling blandt unges mistrivsel, som er sket i perioden.
Indhold
Rapporten er inddelt i to hoveddele: "Problemets alvor" og "En ung piges selvmord".
I første del defineres først begreberne; sårbarhed, selvmordstanker, Intentional Selfharm, selvmordsforsøg, selvmord, selvmordsadfærd, selvmordstruet, selvskade og selvmutilerende adfærd. Derefter tegnes der et billede af problemernes alvor baseret på Center for Selvmordsforsknings forskning i perioden 2001-2010. Her ses der blandt andet på kønsfordelingen i forhold til selvmord, udviklingen i forhold til antal selvmord og selvmordsforsøg. Der ses desuden på data vedrørende unges selvskade og alvorlige tanker om selvsskade samt unges mentale trivsel.
I anden del præsenteres først viden om processen frem mod et selvmord, som illustreres med en procesmodel, hvor hver fase i modellen beskrives. I denne del kan du læse om en ung piges selvmord og perioden op til. Den unge pige har nemlig skrevet breve til sin kontaktlærer, som er med til at give et indblik i processen. Brevene bliver igennem rapporten suppleret af relevant viden, som er med til at forklare, hvorfor pigen handlede, som hun gjorde.
Konklusion
- Der er flere unge mænd end unge kvinder, der begår selvmord. En forklaring på dette kan være, at mændende bruger farligere metoder end kvinderne.
- Der er en stigning i selvmordsraten blandt de 15-19-årige fra 2003 til 2012.
- Der var en stigning i selvmordsforsøgsraten for 15-19-årige kvinder fra 2002 til 2004. Fra 2008 til 2011 ses igen en stigning.
- Antallet af selvmordsforsøg blandt de 20-29-årige kvinder er steget. Jo yngre årgange kvinderne tilhører, jo flere gentagelser er der pr. kvinde. Det vil sige, at selvmordsforsøg er en adfærd, som fastholdes i det tidlige voksenliv.
- Der har i perioden 2001 til 2011 været en næsten konstant stigning i antallet af unge, som skader sig selv. Det har gennem alle årene primært været piger, der skader sig selv.
- Mere end 10 % af de 13-19-årige føler, at de har problemer, som kræver professionel hjælp.
- Der er fundet en række betydelige risikofaktorer; selvmord og selvmordsforsøg i familien, forældres skilsmisse, selvmordsforsøg blandt venner, vanskeligheder ved at få venner, alvorlige problemer med kæreste, udsat for ulykke, udsat for fysisk misbrug, problemer med seksuel orientering, tvunget til seksuelle aktiviteter, konflikt med politiet, faglige problemer og mobning.
- I en rapport fra 2014 fremgår det, at de 15-19-årige pigers psykiske helbred er bekymrende. Hver tredje har gået til psykolog, hver fjerde har haft end psykisk lidelse og en ud af ti er blevet medicinsk behandlet for en psykisk lidelse. Sammenfattende viser de seneste resultater, at danske unge pigers trivsel er dårlig.
- Fra 2002 til 2010 ses en stigning i antallet af 15-årige, der angiver, at de har en lav livstilfredshed.