Analyse Hvidovre Kommune - Partnerskab om en tidligere forebyggende og mere effektiv indsats for socialt udsatte børn og unge
I denne rapport kan du få indblik i Hvidovre Kommunes omlægning af arbejdet på området for socialt udsatte børn og unge.
Indhold
I denne rapport kan du læse Socialstyrelsens undersøgelse af Hvidovre kommunes partnerskab om en tidligere forebyggende og mere effektiv indsats for socialt udsatte børn og unge. Socialstyrelsen er gået sammen med tre kommuner herunder Hvidovre kommune. En tidligere forebyggende indsats for socialt udsatte børn og unge giver både menneskeligt, fagligt og økonomisk mening. Forskningen på området peger således på, at det kan betale sig at investere i bedre forebyggelse på området, da en tidlig indsats kan forebygge, at problemer vokser sig større og at der i et længere perspektiv opstår negative følgevirkninger for målgruppen. Hvidovre Kommune har i de seneste år igangsat flere forebyggende initiativer, eksempelvis familierådgivere på skolerne og i dagtilbuddene, implementering af forældrekurser til forældre med nyfødte børn samt etablering af flere forebyggende tiltag med henblik på at udvide den forebyggende tilbudsvifte. Rapporten kan læses som en indledende kortlægning af kommunens omlægning af området for socialt udsatte børn og unge.
Konklusion
Det er Socialstyrelsens vurdering, at der i Hvidovre Kommunes Børne- og Ungepolitik og de beskrevne strategier er et godt styringsmæssigt fundament for en tidligere forebyg-gende og mere effektiv indsats for børn og unge i en socialt udsat position. Analysen peger dog også på, at de overordnede politiske målsætninger og strategier endnu ikke er fuldt ud implementerede. Derudover anbefales det blandt andet at:
- Hvidovre Kommune sætter fokus på at styrke det tværfaglige samarbejde om den tidlige og forebyggende indsats.
- Hvidovre Kommune understøtter, at medarbejdere og ledere på tværs af områ-det har en klar forståelse af, hvordan hver enkelt kan bidrage til at understøtte, at målsætningerne om en tidlig og forebyggende indsats nås.
Metode
Til at afdække den nuværende kommunale indsats er forskellige datakilder anvendt. Der er brugt tre tilgange til at belyse analysens spørgsmål:
- 13 interviews, der primært er gennemført som fokus-gruppeinterviews. Det indebærer interview med centrale og decentrale ledere og medarbejdere fra myndighedsområdet, leverandører af både forebyggende og anbringende foranstaltninger samt almenområdet, hvor der er talt med sundhedspleje, skoler, dagtilbud og dagplejen.
- En sagsgennemgang af 20 sager fra Hvidovre Kommune.
- Kommunens nedskrevne politikker og strategier på området.