Børn, der oplever vold i familien
Hvordan påvirker det et barn, når det oplever vold i familien? Og hvor mange børn er vidner til vold i Danmark? Med denne undersøgelse kan du blive klogere på, hvordan disse børn er indirekte voldsofre.
Indhold
Denne rapport er lavet på baggrund af, at der indtil nu har været en usikkerhed om antallet af børn, der vokser op med vold i familien, og at der samtidigt er en række konsekvenser, der følger med dét at være voldsoffer i barndommen. Børn, der er voldsofre, har ikke nødvendigvis selv været udsat for vold, men kan opleve utryghed og tab af velfærd som resultat af, at de oplever vold i familien.
Der indgår følgende kapitler i rapporten:
- Litteratur om børn, der oplever vold i familien
Dette afsnit er en litteraturgennemgang af både danske og internationale studier på området. - Data og metode
Her finder du information om undersøgelsens data, matching og samfundsøkonomisk konsekvensberegning. - Omfang, risikofaktorer og konsekvenser
I dette kapitel kan du læse om de faktorer, der øger risikoen for, at et barn oplever vold i familien, samt om konsekvenserne af at opleve vold i familien. - De tidlige samfundsøkonomiske konsekvenser
Dette er en analyse af, hvilke konsekvenser det har for hele samfundet, når børn er udsat for vold.
Metode
Rapporten er lavet på baggrund af en omfattende litteraturgennemgang samt registerdata. Der vil være en usikkerhed i antallet, da de data, der indgår som registerdata kun er fra rapporterede voldshændelser blandt børnenes forældre.
Desuden er der foretaget en analyse af samfundsøkonomiske konsekvenser i Danmark, ved at sammenligne den gruppe af børn, der oplever vold i familien med den gruppe af børn, der ikke gør. Der tages udgangspunkt i omkostningerne i perioden fra barnet er 0 til 15 år. De langsigtede konsekvenser tages ikke med i analysen. Det er kun de direkte samfundsøkonomiske konsekvenser, der vurderes relevante for denne undersøgelse.