Børn og unges fritidsliv i udsatte boligområder i Århus
Denne rapport ser nærmere på, hvordan fritidslivet ser ud i fire udsatte boligområder i Århus, nemlig Viby Syd, Bispehaven, Herredsvang og Gellerup/Toveshøj.
Indhold
Rapporten er baseret på en undersøgelse, af omfanget og brugen af kommunale og foreningsbaserede fritidstilbud til børn og unge.
Undersøgelsen ser nærmere på følgende spørgsmål:
- Hvilke fritidstilbud er der til børn og unge i de udsatte boligområder?
- Hvem og hvor mange benytter tilbuddene?
- Hvilke eventuelle barrierer er der for optimal udnyttelse af tilbuddene?
Undersøgelsens resultater er i denne rapport inddelt i tre afsnit:
- Kommunale fritidstilbud
- Foreningstilbud
- Udvikling af børn og unges fritidsliv - nogle overordnede diskussioner.
Konklusion
- Overordnet set peger rapporten på, at fritidslivet i de udsatte boligområder ikke er så udviklede som ønsket både i forhold til foreningslivet og kommunale klubtilbud.
- Undersøgelsen tegner et billede af et uudviklet foreningsliv i områderne, hvilket især betyder, at der mangler idrætsaktiviteter. Flere børn svarer samtidigt, at de ikke benytter sig af eksterne foreninger.
- Foreninger kan have svært ved at rumme børnene og de unge på grund af udadreagerende adfærd eller manglende forældreopbakning.
- Klubberne har en relativt lav dækningsgrad. Et højt kontingent og en skæv medlemssammensætning kan være barrierer i forhold til at tiltrække flere børn og unge.
- Ifølge rapporten er der behov for at udvikle og forbedre fritidslivet for de mange børn og unge i de udsatte boligområder i Aarhus.
Anbefalinger til udvikling af klubberne:
- Fjernelse eller nedsættelse af kontingentet i klubberne i de udsatte boligområder.
- Udvikling af de fysiske rammer i klubben. Det er desuden vigtigt, at klubben er placeret et sted, som ikke forbindes med ballade.
- Særlig indsats for pendlerbørn og busbørn. Der er behov for afklaring om, hvor børn, der pendler til skole, hører til fritidsmæssigt, så der kan etableres et samarbejde mellem skoler og klubber, så børnene ikke tabes mellem deres skoleområde og deres boligområde.
Anbefalinger til udvikling af klubberne:
- Professionelle fritidsvejledere til børn/unge og deres forældre.
- Støtte til foreningerne. For eksempel gennem kommunalt finansierede støttepersoner med den fornødne pædagogiske viden og erfaring til at aflaste de frivillige trænere i arbejdet med udfordrede børn og unge.
- Støtte til at udvikle det lokale foreningsliv for at sikre tilbud til børn og unge, der af forskellige grunde ikke magter at gøre brug af eksterne foreningstilbud.
Metode
Denne rapport skal ses som en overordnet skitsering af, hvilke fritidstilbud der findes og ikke som en fuldstændig kortlægning.
Undersøgelsen er gennemført i perioden marts-maj 2009 ved hjælp af interviews med nøgleaktører på børne- og ungeområdet samt forskellige former for data, dokumentation og information fra Aarhus Kommune.