Den daglige overlevelse - En kritisk psykologisk undersøgelse af unge hjemløses daglige livsførelse og i forlængelse heraf et sundhedsfremmende perspektiv på deres handlemuligheder
Der er inden for de senere år sket en stigning i antallet af unge hjemløse. Godt hver femte hjemløse i Danmark er under 25 år, og tallet er fortsat stigende. Dette speciale belyser denne problematik.
Indhold
Dette speciale undersøger, hvem de hjemløse bag statistikkerne egentlig er ud fra et kritisk psykologisk perspektiv. Specialet kigger på, hvad de unge tænker om sig selv, om omverdenen og om fremtiden. Specialet tager således udgangspunkt i de unges egne fortællinger om livet som ung hjemløs.
Gennem fortællingerne ser specialet nærmere på, hvilke handlemuligheder og handlebegrænsninger der er mulige i forhold til et sundhedsfremmende perspektiv. Det sundhedsfremmende perspektiv bliver relevant, da flere undersøgelser peger på, at livet som hjemløs er både fysisk og psykisk hårdt og nedslidende.
Konklusion
Specialets analyse viser, at der for hver af de fire unge hjemløse, som har deltaget i undersøgelsen, træder nogle meget individuelle begrundelser, betingelser og betydninger frem i relation til deres måde at forholde sig til deres dagligdag på, som indikerer et meget komplekst samspil imellem forskellige betingelser og begrundelser tilknyttet den enkelte unge.
I forhold til hvordan de unge forholder sig til deres dagligdag, ses der et fælles tema, der handler om det at deltage i et fællesskab. Dette fremtræder for alle fires vedkommende som det mest betydningsfulde i deres livsførelse som ung hjemløs, dog med individuelle betydninger og variationer. Dog ses det, at deres deltagelse i disse fællesskaber er karakteriseret ved at være marginaliseret og illegitim særligt i kraft af deres afhængighedsforhold knyttet til fællesskabets deltagere, hvilket anses som værende udtalt handlebegrænsende.
Metode
Specialet tager udgangspunkt i fire kvalitative interviews med fire unge hjemløse.