Den svenske model - et første nærbillede af den svenske praksis på området for udsatte børn og unge

Tidligere undersøgelser fra KREVI har vist, at den svenske model for anbringelse af socialt udsatte børn og unge er billigere end den danske, uden at det nødvendigvis betyder en dårligere kvalitet i anbringelsen. Men hvad er det svenskerne gør, som vi måske kan lære af i Danmark? I denne rapport giver KREVI et bud.

Indhold

I denne undersøgelse har forfatterne sammenlignet udgifterne til udsatte børn og unge i Danmark, Sverige og i nogen udstrækning Norge. Rapporten er en opfølgning på KREVI's undersøgelse "Tilbud og udgifter til udsatte børn og unge" fra december 2010. I nærværende rapport uddybes nogle af de centrale temaer fra den første rapport, og den kommer nærmere en besvarelse af, hvad det er svenskerne gør, som vi måske kan lære af i Danmark.

Undersøgelsens formål har således været:

1. at supplere KREVI's første sammenlignende analyse med en mere detaljeret beskrivelse af forskellene mellem Danmark og Sverige i forhold til anbringelsesmønster
2. at undersøge spørgsmålet om kvaliteten af den billigere "svenske model", der er karakteriseret ved forholdsvis mange ikke-institutionelle anbringelser samt kort anbringelsesvarighed
3. at undersøge, hvilke tiltag, der har gjort det muligt at etablere og opretholde den svenske model.

Konklusion

I forhold til undersøgelsens første formål fremsætter rapporten følgende konklusioner:

• Andelen af 7-12-årige, der er anbragt i plejefamilie er høj i Sverige sammenlignet med Danmark.
• Sverige anvender slægts- og netværksanbringelser i større omfang end Danmark.
• Der sker flere genanbringelser i Sverige end i Danmark.

I forhold til kvaliteten af den svenske model er det ikke muligt at fremsætte skarpe konklusioner, men læsningen af forskningen viser dog:

• at øget brug af familiepleje på bekostning af institutionelle anbringelser ikke nødvendigvis medfører en forringet kvalitet
• at øget brug af slægts- og netværksanbringelse ikke nødvendigvis forringer kvaliteten
• at længerevarende institutionsophold ikke nødvendigvis har en positiv indvirkning på kvaliteten
• at et vist antal genanbringelser ikke nødvendigvis forringer kvaliteten.

Rapporten peger bl.a. på følgende tiltag, der understøtter, at Sverige kan fokusere på korte anbringelser og begrænset brug af institutioner:

• Slægts- og netværksanbringelser understøttes eksplicit af den svenske lovgivning.
• Institutioner anvendes ikke til opvækst og langvarige ophold. De betragtes snarere som behandlingsorienterede, og børnene tages hjem efter endt "behandling".
• Der er udviklet en række forskellige öppenvård-initiativer (forebyggelse, hjemmebaserede indsatser og åbne tilbud) rettet mod børnene, de unge og deres familier/forældre. Dette med henblik på at reducere antallet af anbringelser og lange anbringelsesforløb, særligt på institutioner.
• Den svenske praksis søges vidensbaseret fx gennem brug af forskning, etablering af forsknings- og udviklingsenheder samt brug af en svensk variant af ICS-redskabet (Integrated Children System), det såkaldte BBIC (Barns behov i centrum).

Metode

Der er i forbindelse med undersøgelsen gennemført semistrukturerede interviews med svenske eksperter fra forskerverdenen, centraladministration og interesseorganisationer. Der er derudover inddraget statistiske opgørelser fra Danmarks Statistik, Ankestyrelsen og den svenske Socialstyrelse. Endelig er der inddraget litteratur med fokus på kvaliteten af institutionelle og ikke-institutionelle anbringelser samt implikationer af genanbringelser og anbringelsens varighed.