Det er børnene, det handler om. Deres mening er faktisk ret vigtig - Børn og unge fortæller om deres møde med Statsforvaltningen
I denne rapport kan du læse om børns oplevelse af mødet med Statsforvaltningen. Rapporten er baseret på interview med 41 børn og giver et indblik i, hvordan børnene oplever det system, som staten har til at afgøre deres sag.
Indhold
Når forældrene beslutter sig for at gå fra hinanden, kan det også gøre ondt på børnene. Langt de fleste forældre formår at drage omsorg for deres børn og sørger for, at skilsmissen og tiden efter foregår ordenligt. Men for en gruppe forældre er skilsmissen og de beslutninger, der skal træffes om samvær og forældremyndighed, så svære, at de må have hjælp af Statsforvaltningen. Indimellem bliver børnene inddraget i forældrenes stridigheder og her er det særligt vigtigt at tage godt hånd om dem, når de er i kontakt med myndighederne.
Formålet med denne undersøgelse er at kaste lys over, hvordan børnene oplever mødet med Statsforvaltningen, altså deres oplevelse af det system, som staten har til at afgøre deres sag.
Rapporten er baseret på interview med 41 børn og unge mellem syv og 16 år, der har været til børnesamtale eller i børnegruppe i Statsforvaltningen.
Rapporten er inddelt i kapitler, der hver især præsenterer børnenes erfaringer og meninger samt Børnerådets mening knyttet til et bestemt tema.
Rapporten behandler følgende temaer:
- De fysiske rammer
- Børnesamtalen
- Børnegrupperne
- Information og inddragelse
- Hjælp og støtte fra Statsforvaltningen
Konklusion
De fleste børn har været glade for at komme i Statsforvaltningen og føler sig godt behandlet. For størstedelen af børnene har det været en lettelse at få lov til at sige sin mening og dele nogle af de følelser og tanker, de bærer på. Børnene mener også, at der er plads til forbedringer på flere områder. Børnene ved for eksempel lidt om, hvorfor de skal i Statsforvaltningen og hvad der skal ske. Mange af børnene oplever også, at de fysiske rammer ikke er egnet til børn. Noget af det, der er vigtigt for børnene, er tillid. Børnene lægger særligt vægt på, at det de siger, ikke kommer videre uden deres tilladelse. Selvom det kan være dilemmafyldt for børnene at skulle sige deres mening om forældrenes skilsmisse og for eksempel tage stilling til, hvor de gerne vil bo, vil børnene rigtigt gerne inddrages.
Undersøgelsen viser også, at det blandt andet er vigtigt for børnene, at:
- Venteområderne er børnevenlige og at der er legeting, som man kan fordrive ventetiden med.
- De bliver modtaget venligt af den sagsbehandler, som de skal tale med.
- Den børnesagkyndige er imødekommende, venlig, forstående og giver sig tid til at lære barnet at kende.
- Der er klare rammer for, hvad der kommer videre og hvad der er fortroligt.
- Børnene føler sig trygge i de omgivelser, som samtalen foregår i og oplever at blive taget seriøst.
- De kan stole på, at det, der bliver sagt i børnegruppen, er fortroligt.
- De får hjælp til at få hul på snakken om, hvordan de har det.
- De er forberedt på og har fået forklaret, hvad der skal ske i Statsforvaltningen.
- De bliver involveret i beslutningen, om de skal deltage i en børnegruppe eller børnesamtale.
- Afgørelsen er formuleret på et sprog tilpasset barnet og at der er mulighed for at tale om den efterfølgende.
- Der bliver taget beskyttelseshensyn i forhold til børnene, hvis de gør brug af initiativretten.
- Der bliver reklameret mere for de forskellige hjælpetilbud.
Metode
Undersøgelsen er baseret på individuelle interview med 41 børn og unge i alderen 7-16 år. Alle interview har været semistrukturerede og har taget udgangspunkt i en interviewguide. Undersøgelsens samlede materiale består af 41 transskriberede interview, som er blevet systematisk analyseret udfra en række temaer.