Det har vi lært af Nakuusa - Interview med medlemmer af Nakuusas børnepanel
I denne rapport kan du læse om NAKUUSA-projektet, som har til formål at understøtte grønlandske børn og unges viden om deres rettigheder og vilkår. I rapporten inddrages mange af de unges egne udtalelser, hvilket giver et stort indblik i deres perspektiver.
Indhold
Departementet for Familie, Kirke, Kultur og Ligestilling i Grønlands Selvstyre og UNICEF Danmark startede i år 2010 projektet 'NAKUUSA' sammen. Projektet fortsætter dets arbejde helt frem til år 2020.
Formålet med NAKUUSA og de aktiviteter og projekter, som udføres i denne sammenhæng, er at styrke grønlandske børns vilkår og viden om deres egne rettigheder.
I denne SFI-rapport kan du læse om resultaterne fra den fjerde delundersøgelse ud af SFI's i alt fire undersøgelser af projektet NAKUUSA. Denne undersøgelse centrerer sig om de unge deltagere i projektet.
I år 2011 afholdte NAKUUSA et børnetopmøde, hvor i alt 39 børn/unge i alderen 13-15 år deltog. Dette børnetopmøde omhandlede børns rettigheder og vilkår. SFI's første undersøgelse af NAKUUSA-projektet består af resultaterne fra en spørgeskemaundersøgelse, som de deltagende børn indgik i.
I FN's Børnekonvention står børns rettigheder beskrevet. Det er de unges nye viden om netop børns rettigheder, som denne fjerde undersøgelse belyser. Dertil rettes opmærksomheden mod NAKUUSA's handlingorienterede tilgang, som efterstræber, at de unge selv tager ansvar for udviklingen af børns vilkår og viden om rettigheder. Forfatteren understreger, at der ligger en klar holdning om, at de unge mennesker er centrale aktører i denne udvikling bag denne undersøgelse. Undersøgelsen ser derfor også på, hvilken viden de unge har opnået om andre socialt udsatte unge i Grønland samt på de unges egen ansvarstagning - og deres egne meninger om, hos hvem ansvaret ligger, i forhold til at hjælpe socialt udsatte børn og unge. De unges engagement og deltagelse i de forskellige aktiviteter, som NAKUUSA har tilbudt dem undersøges også.
Rapportens indhold er bygget op omkring følgende fire afsnit, som alle indeholder en masse uddrag fra de unges udtalelser i interview:
- "Medlemskab af NAKUUSA's børnepanel". I dette afsnit beskrives de unges erfaringer med at komme med i børnepanelet og hvad de har lært. Forfatteren understreger, at det har været særdeles lærerigt i forhold til rettigheder og vilkår for børnene at deltage samt at de besidder en stor viden om både børn og voksne med sociale vanskeligheder.
- "Deltagelse i kampagner og aktiviteter". I dette afsnit kan du læse om de unges erfaringer med at deltage i NASUUKA's mange forskellige projekter, aktiviteter og kampagner. Blandt andet har de unge øvet sig i at formidle deres nye viden videre til jævnaldrende.
- "Viden om unge med sociale vanskeligheder". Afsnittet omhandler NAKUUSA's arbejde med at styrke de unges konkrete viden om børn og unge med sociale vanskeligheder og disses livsforhold. De fleste har personlige kendskaber til mennesker med sociale vanskeligheder og de forholder sig reflekterende til, hvordan det må være at vokse op under sådanne forhold. Men forfatteren peger på, at de unge mangler viden om, hvordan disse børn og unge skal hjælpes og understreger det forhold, at det ofte anses som tabubelagt at tale om sociale vanskeligheder.
- "Hvem har ansvaret for handling?". I dette afsnit beskriver forfatteren, hvordan de unge fortæller om en stor vilje til at hjælpe andre socialt udsatte, men at de mangler viden om, hvordan de helt konkret kan yde deres hjælp. Denne mangel på viden handler ifølge forfatteren om, at heller ikke de ældre eller voksne ved meget om, hvordan man kan hjælpe. Så der er ikke meget inspiration at hente hos de ældre. I forhold til de unges opfattelser af, hvem der har ansvaret for at hjælpe, ser forfatteren en mere generel tendens til ikke at tænke problemer, som noget samfundet kan løse, men noget som det enkelte individ må løse på egen hånd.
Konklusion
Rapportens forfatter konkluderer følgende på den fjerde delundersøgelse af NAKUUSA-projektet:
- Det er med projektet lykkes at give de unge en stor portion viden om børns vilkår og rettigheder
- Denne viden giver de unge en opfattelse af, at deres liv kan gå i andre retninger, hvor de ikke længere accepterer at få overskredet deres grænser, men skal og vil sige fra over for sådanne overskridelser
- NAKUUSA har bidraget til at gøre de unge opmærksomme på de særlige rettigheder, hvilket langt størstedelen ikke var bevidste om, før projektets påbegyndelse
- De unge søger konkrete muligheder for at handle i forhold til at hjælpe socialt udsatte
- NAKUUSA har særligt givet de unge muligheder for at tale om deres erfaringer, hvilket viser sig i den måde, hvorpå de åbent taler om disse samt deres tanker om andre børn med vanskelige liv
Metode
Undersøgelsen er baseret på en kvalitativ interviewundersøgelse. Der er gennemført interviews med de unge, der ved undersøgelsen udførelse er deltagere i NAKUUSA's børnepanel, som løbende udskiftes af forskellige årsager.
Undersøgelsen blev udført i maj/juni 2014, samtidigt med den årlige konference for børnepanelet blev afholdt, så begge dele kunne foregå mens alle deltagerne var samlet ét sted på Grønland.