Evaluering af samarbejdet i projekt bogstart
Få indblik i et projekt, der sætter fokus på læsning og sprogudvikling for familier i socialt udsatte boligområder.
Indhold
I denne publikation kan du læse en evaluering af Projekt Bogstart, der er rettet mod socialt udsatte familier. Projekt Bogstart kommer oprindeligt fra Birmingham i start 90’erne.
Ideen bag projektet er, at der uddeles bogpakker til udvalgte familier for at styrke børnenes læsevaner. Indsatsen er rettet mod børnefamilier i socialt udsatte boligområder med babyer og førskolebørn. Projektet styres og varetages af danske biblioteker, hvor der etableres et kulturelt frirum, og mulighed for at fokusere på børnenes sproglige udvikling.
Når børnene er henholdsvis ½ og 1 år kommer bogstartmedarbejderen på hjemmebesøg i familien, og når børnene er 1½ år kan familierne hente en bogpakke på biblioteket. Bogstartsmedarbejderen forklarer om materialet, og hvordan det kan styrke barnets sprogudvikling og fremtidige læseevne.
Konklusion
Evalueringen af projektet viser, at kommunerne har gode erfaringer med Projekt Bogstart. Både medarbejderne i projektet, bibliotekerne og samarbejdspartnerne oplever, at de opnår kontakt med familier, som normalt ikke færdes på bibliotekerne og med familier, som ikke sædvanligvis læser for deres børn.
Et væsentligt element i projektets succes er de arenaer, hvori medarbejderne kommer i kontakt med familierne. Det er henholdsvis i deres private hjem, og i tæt samarbejde med andre lokale aktører og kontakter i lokalområdet. Det anbefales derfor, at bogstartsmedarbejderne gør brug af andre aktiviteter og arrangementer i nærområdet for at skabe kontakt til disse familier i stedet for at holde sig til bibliotekslokaler.
Derudover erfares det, at familierne især deltager i tilbud, som de selv har formuleret behov for eller ønske om. Derfor skal bogstartsmedarbejderen sikre en tæt kontakt til familien, så der er viden om, hvad familien har behov for inden for dette felt.