Forebyggende foranstaltninger 18-22 år - dialoggruppe om forbyggelse som alternativ til anbringelse
Hvordan kan forebyggende foranstaltninger anvendes som alternativ til anbringelse af 18-22-årige unge? Hvordan kan de tilrettelægges, og hvad skal man være særlig opmærksom i den forbindelse? I denne rapport gives fire konkrete eksempler på, hvordan man har arbejdet med forebyggende foranstaltninger som alternativ til anbringelse.
Indhold
Projektets overordnede formål har været at afdække og opnå viden om kommunernes brug af forebyggende foranstaltninger for 18-22-årige unge som alternativ til anbringelse. Et centralt punkt har været at koble forskning og praksis og på baggrund af det fælles vidensgrundlag udvikle eksempler på god praksis.
I rapporten beskrives fire udvalgte forebyggende indsatser (se metode) samt de unge, der er indskrevet i disse foranstaltninger. Rapporten indeholder også en gennemgang af dansk og international forskning om forebyggende foranstaltninger for unge. Endelig afsluttes rapporten med en række opmærksomhedspunkter, som kommunerne skal være opmærksomme på ved tilrettelæggelsen af forebyggende foranstaltninger for 18-22 årige.
Konklusion
De indledende fund peger i retning af, at de 18-22-årige, som indgår i de forebyggende foranstaltninger, er eksponeret for væsentlige problemer i deres dagligdag, der truer deres udvikling og trivsel, herunder:
- undervægt og selvskadende adfærd blandt pigerne
- overvægt og højt forbrug af alkohol og hash blandt drengene
- netværksfattigdom blandt både de unge og deres forældre
- omkring halvdelen af de unge forsørges på kontanthjælp
Selvom foranstaltningerne alle er forskellige, er der også en række fællestræk:
-
Den metodiske tilgang er gennemgående en anerkendende og ressourcebaseret tilgang
-
Kontaktpersonerne bruger sig selv som værktøjet i arbejdet med de unge som mentorer eller rollemodeller
-
Kontaktpersonerne gør meget ud af at sætte de unges egne kompetencer i fokus
-
Igennem foranstaltningerne støttes den unge i at etablere et netværk, de ved, de kan bruge, hvis der opstår problemer.
Metode
Dette er den sjette og sidste delrapport om projektet ’Dialoggruppe – om forebyggende foranstaltninger som alternativ til anbringelse’, som løber fra foråret 2009 til foråret 2013. Projektet bygger på omfattende datamateriale om 23 forebyggende foranstaltninger i 10 udvalgte kommuner fordelt over hele landet. I rapporten beskrives fire af disse forebyggende foranstaltninger, nemlig: Kontaktnetværket i Brøndby Kommune, Basen i Helsingør Kommune, Eget værelse kombineret med en fast kontaktperson og familiebehandling i Mariagerfjord Kommune og Det Sociale Jægerkorps i Aalborg Kommune.
Igennem projektperioden er der løbende udkommet delrapporter. Udvælgelsen af kommuner og foranstaltninger til at deltage i projektet blev beskrevet i delrapport 1 (Lausten m.fl., 2010a). I delrapport 2-6 er foranstaltningerne for de forskellige aldersgrupper præsenteret og det indsamlede datamateriale er blevet analyseret med henblik på senere at foretage en effektevaluering af foranstaltningerne. Som afslutning på projektet vil der i 2013 udkomme en rapport, der sammenfatter hele projektet, samler op på effektevalueringen og peger på hvad der er god praksis.