Hele Danmarks Familieklub #bedresammen
Sårbare børnefamilier oplever faciliterede familiefællesskaber som et frirum, hvor krav og forventninger fra det offentlige og ulvetime med små børn træder i baggrunden til fordel for inklusion i et lokalt forankret fællesskab. Det viser denne evaluering af Hele Danmarks Familieklub.
Indhold
Hele Danmarks Familieklub er små, lokale, civile familiefællesskaber drevet af frivillige fra KFUM’s Sociale Arbejde, FDF og KFUM-spejderne. Familieklubberne består af 5-10 familier, der sammen med en frivillig facilitator mødes hver fjortende dag og spiser og leger sammen. Familieklubberne har til formål at skabe fællesskaber mellem ressourcestærke og sårbare børnefamilier. Fællesskabet skal bidrage til at styrke sårbare børn og unges muligheder for at bryde den negative sociale arv ved at styrke familiernes muligheder for at bruge egne ressourcer i fællesskabet med andre familier. Det er projektets vision, at alle deltagende familier skal bidrage aktivt til at løfte hinanden gennem måltidsfællesskab, lege, rådgivnings- og støttetilbud og brobygning til andre civile og offentlige tilbud.
Konklusion
Evalueringen viser, at måltidsfællesskab og lege dominerer familieklubbens rum, og at de frivillige især har fokus på at understøtte børnene samt på lege og måltidsfællesskab. Der er potentialer for at styrke familiernes evne til selv at kunne forbedre deres situation og trivsel ved at styrke en mere aktivt bidragende deltagelse af familierne.
De sårbare familier bliver især inviteret ind i familieklubben via netværk og lokale samarbejder med kommunen. Det er væsentligt for familiernes deltagelse, at der arbejdes intenst med netværk lokalt, og at der kun er få deltagende familier i familieklubben, når der ikke har været et tilstrækkeligt netværksarbejde.
Evalueringen viser, at netværkene i familieklubben kun i sjældne tilfælde rækker ud over familieklubbens rammer, imens familierne går i familieklubben. Ifølge familierne selv skyldes det blandt andet, at familierne mødes for sjældent, og at familieklub-møderne har fokus på børnene.
Mange familier finder det positivt at være en del af et lokalt fællesskab og opleve sig forbundet til og inkluderet i lokalområdet. Derudover udtrykker familierne, at familieklubben udgør et frirum fra krav og forventninger, både fra hverdagstrummerum og ulvetime med små børn og fra det offentliges myndighedsbehandling og forventninger om progression og udvikling. Derudover giver familierne udtryk for, at de får inspiration til måltider og lege.
Børnene oplever et positivt udbytte i form af nærværende tid sammen med deres forældre, hvor aktiviteterne er tilpasset børnene og deres niveau. Det giver børnene lyst til at deltage og komme igen. Børn af forældre uden for arbejdsmarkedet og enlige har størst gavn af mere kvalificeret tid med deres forældre.
Metode
VIVE har besøgt 14 familieklubber og gennemført spørgeskemaundersøgelse blandt familier og frivillige i 60 familieklubber. Projektet bygger på både kvantitative og kvalitative metoder bestående af:
- En effektmåling i form af et ventelistedesign og spørgeskemaer til både familier i familieklub og på venteliste.
- Spørgeskemaer til de frivillige
- En kvalitativ analyse, der bygger på 30 case-besøg fordelt på 14 familieklubber. Desuden har vi gennemført interview med styregruppe, kaptajn, projektledere, projektmedarbejdere, familier, børn og frivillige samt foretaget en række observationer i familieklubberne og til træningsdage.