Indsat far udsat barn? Hverdagsliv og trivsel blandt børn af fængslede
Omkring 5-6 % af en børneårgang oplever, at mindst én af deres forældre afsoner en fængselsdom. Denne børnegruppe er centrum for den nærværende rapport, både fordi gruppen mangler politisk bevågenhed og fordi den fortsat er underbelyst i dansk forskning.
Indhold
I denne rapport fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, kan du læse resultaterne af en undersøgelse, som afdækker vilkår, hverdagsliv og trivsel blandt børn og unge af fængslede fædre. Du kan hermed tilegne dig viden om, hvilken betydning det har for børn, at deres fædre er fængslet.
Undersøgelsen belyser, hvordan de indsatte fædres forskellige fængselsforløb og forskellige familiebaggrunde har betydning for deres børns trivsel og hverdagsliv. Derudover beskrives børnenes vilkår særligt med fokus på relationen til den fængslede far, deres øvrige familieliv med en far i fængsel, deres materielle vilkår samt hverdagen i skolen og i fritiden.
Formålet med undersøgelsen er at bidrage til at skabe et større vidensgrundlag om børn og unge af fængslede forældre. Dermed kan relevante aktører i Kriminalforsorgen, kommuner og frivillige organisationer i fremtiden bedre udvikle relevante tiltag og tilrettelægge de indsatser, som er målrettet de specifikke udfordringer og problemer, som børn og unge af fængslede har.
Undersøgelsen bidrager dermed til socialfaglig praksis, idet den tilvejebringer nødvendig viden om, hvilke problematikker der kan afhjælpes med sociale indsatser udført af både Kriminalforsorgen og andre institutioner i børns liv, herunder skoler, sociale institutioner for børn og unge, socialforvaltningen mv.
Rapportens kapitler omhandler følgende:
- Kapitel 1 beskriver undersøgelsens baggrund og formål.
- Kapitel 2 beskriver undersøgelsens design.
- Kapitel 3 tager afsæt i børnenes fortællinger om, hvordan deres hverdagsliv påvirkes, når deres far er fængslet.
- Kapitel 4, 5 og 6 belyser sammenhænge mellem familiebaggrund, fædres fængselsforløb og børns trivsel.
- Kapitel 7 til 14 undersøger omfanget og karakteren af de problemer, som børn og unge med en far i fængsel oplever.
Konklusion
Overordnet viser undersøgelsen følgende:
- Børn og unge med en fængslet far udgør en gruppe, som er udsat på de traditionelle og objektive mål for udsathed, nemlig forældres socioøkonomiske og helbredsmæssige ressourcer og familietypen, men ligeledes på, at fædres fængslingsforløb kan have betydning. Men det er ikke alle børn, der er udsat på disse mål.
- Den samlede gruppe af børn af fængslede er udsatte i forhold til omsorgspraksisser i familien, livsstil og adfærd i fritiden og den subjektive trivsel, særligt i brudte familier.
- Forskning viser, at alle disse forhold kan betyde, at børnene klarer sig dårligt i uddannelsessystemet og socialt, på længere sigt.
- Samtidigt viser denne undersøgelse, at børn og unge faktisk har en god trivsel i skolen.
- Børn og unges beskrivelser af deres hverdagsliv viser, at betydningen af farens fængsling er omfattende – både deres liv i hjemmet og i skolen berøres, ligesom de skal forholde sig til fængslet og deres fars liv der. Forældrenes fængsling skaber en helt grundlæggende usikkerhed for børnene.
Børn og unges hverdagsliv bliver langt mere kompliceret og modsætningsfuldt, både i forhold til praktisk gennemførelse af hverdagen, men også i forhold til roller og relationer.
Metode
Undersøgelsen er gennemført som et såkaldt mixed-methods-studie, hvor både registerdata, spørgeskemadata samt kvalitative data inddrages.
I den registerbaserede del af undersøgelsen anvendes nationale administrative registre, hvilket betyder, at informationerne er indsamlet via kommunale, regionale eller nationale institutioner.
Der er gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt børn af fængslede og den omsorgsgiver, de bor hos.
Der er ligeledes gennemført interview med 36 børn og unge og med 19 forældre.